Det var hvad jeg gjorde, da min kollega Jakob Vibe sendte mig invitationen til Google+  – Googles seneste produkt, der roligt kan kaldes for en direkte konkurrent til Facebook.

Jeg brugte ikke lang tid på Google+ før det stod klart for mig, at dette ville blive enden på Facebook. Google+ indeholder så mange forbedringer i forhold til Facebook, at Facebook på ingen måde er i stand til at genopfinde sig selv på en måde, så de vil overleve denne konkurrence på længere sigt. Facebook dør hverken i morgen eller i næste måned, men lanceringen må have frembragt dybe panderynker i Facebooks hovedkvarter, og jeg er sikker på, at der er mange aktier, der snart skifter hænder i panik.

Men hvad er det så, der gør Google+ så meget bedre? Svaret afhænger nok af, hvordan man i forvejen anvender sociale netværk, og hvad det er man har savnet ved Facebook. En af de meget omtalte faciliteter ved Google+ er de såkaldte cirker, hvor man grupperer sine kontakter, så det er lettere at se opdateringer fra forskellige grupper af personer. Samme opdeling af kontakterne kan ligeledes bruges til at afgrænse synligheden af ens egne udgivelser, så de kun er tilgængelige for bestemte grupper af personer. Disse funktioner findes også i dag hos Facebook, men er kommet til med tiden, og er ikke ligeså indarbejdet en funktionalitet i brugerfladen, som det er allerede ved fødslen af Google+.

Er det en væsentlig detalje? For mange ja. Mange brugere har et ønske om at vide præcis hvem der kan se hvad, og for dem er implementeringen hos Google+ uden tvivl betydeligt mere overbevisende og betryggende end det tilsvarende hos Facebook. Det er ikke en problemstilling, der har givet mig selv de store bekymringer ved Facebook. Jeg offentliggør kun ting, som jeg til hver en tid vil stå ved i en hvilken som helst sammenhæng, og jeg har således ingen skrupler med, at perifere kontakter også kan se billeder fra private fester, statusopdateringer om mine forskellige gøremål osv.

Og dog, men mere af hensyn til dem end af hensyn til mig. For de fleste brugere af Facebook er en kontaktperson en kontaktperson gensidigt. Dvs. at når de har tilføjet mig, så har jeg tilføjet dem, og indlæg fra os hver især optræder på forsiden hos den anden. For sådan har Facebook selv lagt op til at det virker, selvom man med vennelister selv kan modificere det. Derfor har jeg ofte afholdt mig fra indlæg, som er irrelevante for en væsentlig del af mine kontaktpersoner. Det er ikke relevant for fx mine spejdere, at jeg har udgivet en ny engelsksproget artikel om et eller andet, og derfor har jeg ofte af hensyn til mine kontakter censureret mig selv.

Og lige præcis her er cirklerne i Google+ væsentlige, da begge parter skal tage stilling til, hvilken gruppe af personer den anden part hører til i. Dvs at modparten selv afgør, i hvilket omfang jeg skal fylde hans oversigtsside op med indhold. Han kan sågår, ligesom på Twitter, helt undlade at tilføje mig som kontaktperson, så det kun er mig der følger ham, men ikke omvendt. Og parterne kan ikke umiddelbart se, hvordan de bliver kategoriseret hos den anden, så der er ingen der bliver unødigt fornærmede.

Cirklerne, grupperne af kontaktpersoner, kan man selv definere, og kontaktpersoner kan sagtens tilhøre flere forskellige grupper, præcis som i det virkelige liv, hvor enkeltpersoner fx både kan være kolleger og venner, spejdere og familie osv. For mit vedkommende vil dette også blive anvendt til at differentiere mine indlæg på forskellige sprog.

Indtil nu har jeg primært forbeholdt Facebook mine danske venner og bekendte, samt et snævert udvalg af gode venner og kolleger fra udlandet. Derimod har jeg velsagtens 3 gange så mange kontaktpersoner fordelt over andre sociale medier, som næsten alle er udenlandske. Dem har jeg ikke villet lukke ind på min Facebookprofil, da jeg så både ville forstyrre dem med mine mange danske indlæg, og ville forstyrre mine danske kontakter med mange engelske (og for dem sandsynligvis irrelevante) indlæg. Dette vil jeg uden tvivl benytte Google+ til at lave om på, og jeg er allerede i fuld gang med at få fat i mine kontakter fra andre netværk på Google+.

Lader vi nu cirklerne ligge, og ser på Google+ overordnet, så er den også allerede i sin prøveudgave langt bedre end Facebook. Brugerfladen er enkel og langt mere elegant, præsentationen af billeder, links, videoer osv er langt mere tiltalende, ligesom visningen af kommentarspor. Jeg håber, at Google holder sig langt væk fra Facebooks største fejltagelse, nemlig alle disse spil og andre apps, som roder folks sider til med alskens crap, og spammer notifikationerne med alverdens junk. Samtidigt har Google allerede grundigt “fat i bollerne” på os, og vores anvendelse af fx Gmail og Android gør, at Google har en kolossal banefordel i forhold til alle andre konkurrenter. Tænk bare på den lille detalje med, at dine kontaktpersoner i Gmail, din Androidtelefon og Google+ automatisk hænger sammen. Slut med al den ekstra opdatering her og der.

Som fotograf glæder jeg mig rigtigt meget over Google+ og kan allerede nu se, at det gælder for mange af mine kolleger også. Facebook indeholder sandsynligvis flere billeder end noget andet socialt netværk, men deres præsentation af billeder har altid været håbløs og mulighederne for håndtering af billederne efterfølgende har været stærkt mangelfulde og nærmest ikke eksisterende. For fotografer er præsentation af billeder i stor størrelse på neutral baggrund afgørende for deres tilfredshed, og netop denne facilitet tilbyder Google+ samtidigt med en velfungerende navigation mellem billederne. Baseret på Googles eksisterende billedværktøj Picasa er mængden af redskaber til håndtering af billeder dermed også langt større end nærmest noget andet sted, og i modsætning til Facebook vil det blive nemt at foretage både halv- og fuldautomatiske synkroniseringer mod lokale mapper, som er et væsentligt kriterie for mig. Dette vil blive et kraftigt slag mod Flickr, som jeg nok længe har anset for at være døende, men som dog alligevel har overlevet på at udfylde nogle af de mangler, som Facebook havde i præsentation af billeder. Dette ændrer Google+ på. Jeg vil seriøst overveje, om Google+ skal være redskabet, hvor jeg i fremtiden konsoliderer mine forskellige galleri-løsninger til forskellige formål.

Google+ er i mine øjne en velgennemtænkt kombination af flere forskellige sociale medier, som elegant samler de forskellige styrker uden at der skabes nye svagheder. Den eneste svaghed der nager mig, er Googles tiltagende magt. Selvom jeg ikke er typen der bekymrer mig voldsomt om overvågning og tilbringer min tid foran skærmen iført sølvpapirshat, så nager det mig dog en lille smule. Som tekniker og velsagtens, i kraft af min alder og interesse, veteran på internet, så ved jeg, hvilke enorme mængder af informationer Google allerede har adgang til om rigtigt mange af os. Jeg anvender en stor palette af Googles redskaber, og hvis disse kombineres med al den viden, vi tidligere har betroet Facebook i stedet, så vokser deres samlede viden om os allesammen med en eksponent, som de færreste af os sikkert kan begribe. Det bekymrer mig lidt, men jeg er samtidigt ret sikker på, at min glæde og mine fordele ved Googles redskaber, herunder Google+, kraftigt vil overskygge mine bekymringer.

Jeg glæder mig til at se dig på Google+ snart. Du kan finde mig her: http://gplus.to/jhandersen

Skal jeg opsummere de spørgsmål jeg bliver stillet om min fotografering, så er “Hvor får du dine ideer fra?” nok det hyppigst forekommende. Det er samtidigt også det jeg har sværest ved at svare på. Jeg kan højest fortælle lidt om, hvordan jeg aktivt arbejder med at blive inspireret og fastholde de ideer, der nu kommer.

Jeg opretholder ikke en eller anden illusion om, at ideerne er resultatet af guddommelig inspiration, og at de udgør en nøje gennemtænkt helhed. Det er slet ikke tilfældet. Alt hvad jeg laver er fragmenter. Nogle af fragmenterne er velovervejede og sammenhørende – mange andre er ikke.

Min produktion af stockfotos kan deles i to. Den ene del er relativt banale hverdagsbilleder, der skal forestille livet udspille sig – i køkkenet, i skolen, på værelset, i skoven og på legepladsen. Den anden del er konceptuelle billeder, der skal illustrere mere abstrakte emner og temaer – vanvid, misbrug, død, analfabetisme, vandskræk, det at vokse op og følelsen af at være afsondret. Begge dele er sjovt at lave, men det er hævet over enhver tvivl, at min forkærlighed ligger ved den sidste gruppe. Begge grupper har store klumper af billeder, der er sammenhørende. Ved den første gruppe er det ret åbenlyst hvilke. Ved den anden gruppe kan det med rette synes noget mere subjektivt, og det skyldes utvivlsomt min måde at arbejde på.

Når jeg tager afsted til en fotosession, er der altid en stribe billeder som er planlagt. Nogle meget minutiøst, helt ned til mindste detalje, som hvilken farve skjorte der skal bruges, hvordan håret skal være, hvor lyset skal komme fra og hvilken blomst og lampe der skal være i baggrunden. Andre er kun planlagt i skitseform, hvor intuitionen under optagelsen må råde hvad resten angår. Jeg forsøger dog altid at friholde en del af fotosessionen til improvisation. Mindst en time ud af de fire timer, der som regel er afsat. Og skal jeg se tilbage på de hundredevis af modeltimer jeg efterhånden har haft, så må jeg også erkende, at en stor del af mine personlige favoritbilleder, og nogle af de bedst sælgende, er dem der er skabt, når tingene ikke var planlagt. Jeg har billeder, der har kostet mig de 10 sekunders løn jeg skulle betale modellen imellem alle de andre billeder, fordi jeg lige fik en ide. Jeg har også billeder, der har kostet mig et anseeligt beløb at lave uden at de egentlig blev til noget særligt. Der er absolut ingen direkte sammenhæng mellem omkostningen og resultatet.

Men hvor kommer ideerne fra?

Jeg kigger naturligvis på billeder. Hver eneste dag. Hundredevis af billeder fra magasiner, bøger og forskellige foto-communities som 1x, flickr og tumblr, ligesom jeg naturligvis også ofte bladrer rundt i diverse stockfoto-arkiver i jagten på gode ideer. Ikke for at plagiere – det er faktisk næsten umuligt, når der er tale om mennesker, for et nyt ansigt og udtryk giver altid tingene et nyt lille twist, som gør billedet unikt. Det kan også sagtens blot være brudstykker fra et billede, som giver den gode ide – stemningen, et bestemt lys, noget i baggrunden, sminkningen eller den fede stol. Helt det samme gør sig gældende med film. Jeg er ret sikker på, at mange fotografer kan nikke genkendende til, at man ser film på en anden måde. Igen lægger man mærke til brugen af lys og skygger til at skabe stemninger – det spinkle lys fra en ensom lygtepæl, lyset og skyggerne i en banegårdstunnel, vand der løber over et ansigt, effekten af manglende fokus og mange andre visuelle effekter.

Vigtige kilder til inspiration. I alle tilfælde er et af mine vigtigste redskaber ikke særligt langt væk: Min notesblok.

Så snart jeg får en ide, skriver jeg den ned. Uanset hvor meget stikordsform det måtte være i. Den skal ud af hovedet og ned på papir, så kampen med at huske på den, ikke blokerer for at lade hjernen arbejde videre til den næste ide eller variation af den man lige fik. Og så snart den næste kommer, skal den også ned på papir. Og så er man godt igang med brainstorming. Lad være med at sortere eller argumentere for og imod dine ideer på dette tidspunkt. Skriv dem ned – så kan du altid sortere i dem efterfølgende, for den proces vil i sig selv give grundlag for endnu flere ideer og raffinering af dem du allerede har fået.

Jeg har altid en notesblok i min inderlomme eller i tasken ved siden af mig. Og jeg har altid en notesblok liggende ved min seng, så jeg ikke glemmer nogle af de ideer der kommer inden man skal sove, eller lige når man vågner – eller simpelthen bare for at de ikke holder mig vågne. Det er ikke kun fotoideer der havner i blokkene – det er også ting vedrørende mine programmer, artikler og websites. Det er ikke så afgørende. De er allesammen en del af den samme usammenhængende tankestrøm

Især ved koncepterne arbejder jeg bevidst med brainstorming med mig selv. Det kunne være ved et emne som vandskræk. Her sætter jeg mig bevidst ved computeren – oftest Excel – og skriver alt ned, som falder mig ind om dette emne. Alle elementer som falder mig ind, fx korkbælte, luftbobler, strandvasker, hånd på rude, genoplivning, fisk og dykkerklokke. Ikke i nogen prioriteret rækkefølge. Derefter kan jeg arbejde videre med elementerne og langsomt materialiserer der sig ideer til, hvordan billeder kunne se ud, som kan illustrere emnet.

Jeg kan rigtigt godt li’, at stille mig selv nogle mål. At definere nogle projekter, der skal løses i et bestemt omfang. Gerne nogle meget snævre og svært illustrerbare størrelser. Et af mine nuværende projekter er, at illustrere de 25 mest almindelige mentale lidelser, adfærdsforstyrrelser og fobier med 20 billeder hver. Det giver mig anledning til at brainstorme omkring psykoser, ADHD og vandskræk, som nævnt i eksemplet herover, og er nogle sjove udfordringer, som jeg finder interessant og i sig selv inspirerende at gå og nørkle med. Gerne over meget lang tid.

Nogle gange vender jeg brainstormingen om. Det kan også være yderst befordrende for ideskabelsen. Det at tage en helt tilfældig ting ud af skabet og overveje, hvilke billeder man kunne lave med den og hvad de kunne illustrere. Jeg er en frygtelig samler. Mit rekvisitrum og min kælder bugner af rekvisitter. Naturligvis en masse, som er anskaffet til helt specifikke formål, og som venter på at jeg finder det næste. Men også en masse remedier, som er anskaffet uden nogen særlig grund andet end at jeg fandt dem sjove og interessante eller måske havde en vag ide om hvad de kunne bruges til. Det kan være ting fra kræmmermarkeder og fra supermarkedernes rodekasser, stumper jeg har til overs fra et spejderløb eller noget gammelt ragelse jeg er stødt på i genbrugsbutikken, som jeg også jævnligt besøger af samme grund. Det er alt fra antikke bøger, gamle telefoner, lysestager, legetøj og bamser til håndvåben og rustninger, kranier, badedyr, værktøj, julepynt i overstørrelse, rustikke kister, hådvægte og slidte skateboards. At fiske en gammel billedramme eller lille farvet hoppebold frem fra skabet og overveje hvad den kan bruges til af billeder giver masser af ideer, der skal skrives ned i notesblokken.

Helt det samme gør sig gældende med lokationer. Jeg laver mange aftaler om at bruge forskellige steder til optagelser, hvad enten det er den helt unikke stue, en totalt skummel kælder, en lang nøgen gang eller en topmoderne skole. Også her er det inspirerende at sætte sig ned og lave en brainstorming på, hvad man nu kan udtrykke med den givne lokalitet. Senere denne sommer skal jeg fx have lavet optagelser i et lokalt supermarked, og her har jeg naturligvis været i gang med samme øvelse. Her skal lokaliteten bruges til at illustrere så forskellige ting som butikstyveri og røveri, alt for store indkøb og lille Louise, der er blevet væk fra mor og far i supermarkedet.

Sidst men ikke mindst vil jeg også nævne gengangerne. De emner og situationer, som man kan blive ved med at tage op igen og igen, og hver eneste gang få noget nyt ud af det. Det er specielt her, at det er sjovt at arbejde med mennesker, og måske i særdeleshed børn, for at give forskellige personer den samme rekvisit i hånden eller bede dem om at lave en bestemt grimasse, giver vidt forskellige resultater, som allesammen kan være brugbare på hver sin måde. Der er masser af konkrete situationsbilleder med banale hverdagsbegivenheder, som jeg har vidt forskellige variationer af, lavet med forskellige modeller, og som uden tvivl vil blive gentaget flere gange endnu.

Ligeledes er der også situationer og materialer, som bare i kraft af deres uforudsigelige natur er en evig kilde til nyskabelse. Sæbebobler er et glimrende eksempel. Du kan ikke kontrollere sæbebobler, og uanset om du laver billeder med dem i studiet eller udenfor, er du underlagt så mange tilfældigheder fra refleksioner, varierende størrelser, vind og solskin, at du uundgåeligt får meget forskellige billeder, som kan bruges til at fortælle mange forskellige historier. Kombineret med forskellige objektiver, lyskilder og miljøet er variationen fra blot denne ene lille rekvisit nærmest uendelig.

Vand er et af mine favoritvirkemidler, som jeg selv finder yderst fascinerende. Vand der løber ned over et ansigt, en ryg eller en fod, dråber der hænger under en næse eller i øjenvipper, eller perler af vand på huden. Fuldt oplyst eller i lav belysning indenfor i studiet eller udenfor i naturen. Vand der plaskes med i en vandpyt eller mørkt vand i en sø, som skjuler det mystiske. Vand fra en vandslange, en bruser, en spand eller simpelthen bare vand fra oven i store kaskader eller som forsigtig støvregn. Og vand som sprøjtes ud af munden, en vandpistol eller plasket ved nedslaget i svømmebassinet. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af vand, og jeg bliver altid inspireret til at lave nye billeder med vand bare ved at kigge på nogle af de tidligere.

Og så er det bare med at finde notesblokken frem igen

Ja, jeg fik nok din opmærksomhed med det billede. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Jeg skal være den første til at indrømme, at den mest kendte del af mit fotografiske arbejde nok kan kaldes for temmelig mærkværdig set udefra. Det er ikke helt uovervejet og heller ikke udtryk for, at der er sprunget en sikring et eller andet sted bagerst i hovedet. Jeg elsker såmænd glade og sjove billeder, og mit private arkiv med billeder fra ferier, familiefester og spejderture er da også et håndgribeligt bevis på, at jeg kan bruge kameraet til mere almindelige billeder og at min egen verden er både sjov, farverig og romantisk. Det lidt dystre og bizarre er dog blevet en indgroet del af min billedverden, og jeg har da nogle gange næsten for let ved, at få selv et landskabsbillede eller festfoto til at tage en lettere obskur drejning.

Verden rummer titusindvis af blændende dygtige fotografer. Heriblandt rigtigt mange som jeg beundrer og respekterer dybt for deres kunnen, som jeg på ingen måde kan eftergøre. Og hvorfor skulle jeg dog også eftergøre dem? Så er vi jo flere der laver det samme, og det giver jo rationelt betragtet slet ingen mening.

At min billedproduktion tog denne drejning mod den mere mørke side af tilværelsen var i første omgang blot en række tilfældigheder. Først efterfølgende blev det baseret på fornuft, da jeg erfarede, at der faktisk var et behov og en efterspørgsel på den slags billeder til artikler, brochurer mv. Fordi ingen andre laver dem. I hvert fald ikke i det omfang jeg gør. Og skal man ikke bare være endnu en tilfældig fotograf blandt titusindvis af andre mindst ligeså gode fotografer, så er man nødt til at have noget unikt at byde på. Det blev den væsentligste grund til at jeg i dag overhovedet har en forretning med produktion af stockfotos.

Det er nok ikke helt sandt det med tilfældighederne, for der er to faktorer, som har spillet afgørende ind. Den ene er, at jeg tør. Fordi jeg er ret ligeglad med, hvad andre mener om det jeg laver. Hvis nogle mener, at jeg er for langt ude, en “opblæst nar” og “syg i hovedet” så kender de mig tilsyneladende ikke, og så er jeg så ligeglad, at du slet ikke kan begribe, hvor ligeglad jeg er. Den anden faktor er, at jeg godt kan lide at provokere. Ikke for provokationens skyld alene. I så fald kunne jeg blot sige nogle ting som Lars von Trier – uanset om de passer eller ej. Nej, mere provokation for at udfordre visse menneskers noget firkantede syn på, hvad der er rigtigt og forkert – fordi jeg synes det er interessant at udforske.

Billedet herover er et rigtigt godt eksempel på det sidste.

Alle de steder det har været fremvist har det afstedkommet en sværm af tilkendegivelser. Langt de fleste positive og anerkendende, men også en del negative. Og det er de negative der interesserer mig mest, fordi jeg synes det er interessant, hvad det er for mekanismer der får folk til at reagere så stærkt på sådan et billede. For det er jo præcis det det er: Et billede og intet andet. Og åbenlyst for enhver, at det naturligvis er opstillet og ikke taget et splitsekund før en knægt forlod denne verden. Her har jeg blandt andet fået at vide, at jeg er “syg i hovedet” og “burde smides i fængsel” og “gør grin med døden”. Temmeligt skarpe postulater når det eneste man gør er, at illustrere noget, som faktisk sker alt for tit. I virkeligheden.

Der kan være mange grunde. Folk bliver mindet om tragiske personlige oplevelser i familien. Måske bunder det i religiøse årsager. Det kan også være, at de hører til den gruppe af mennesker der mener, at grafisk skildring af vold og død driver visse mennesker til at udføre sådanne ting, og at de derfor protesterer i misforstået omtanke. Og der er naturligvis også en meget lille minoritet, som slet ikke forstår, at det er opstillet, og endda har spurgt til hvordan det gik for drengen. Uanset årsagen, så finder jeg det meget forunderligt, når folk reagerer negativt. Læser de slet ikke aviser? Eller skyldes det simpelthen, at de har fået nok af den slags i aviserne, og hvorfor gør de så ikke noget ved problemet i stedet for at angribe fotografen, der skildrer det?

Jeg har undret mig i årevis og jeg kan ikke påstå, at jeg har fundet de vises sten. Alle dem der i tidens løb har reageret negativt på nogle af mine billeder har, når det ellers er muligt, fået et personligt svar fra mig. Et svar hvor jeg nok er overraskende imødekommende og takker for deres tid og tilkendegivelse, hvilket sandsynligvis lukker gassen ud af de fleste. Dernæst spørger jeg ind til, om det er det billedet viser, eller det at jeg har lavet billedet, der får dem til at reagere. Svaret er næsten altid det første, og så har jeg endnu ikke fået noget fornuftigt efterfølgende svar på, hvorfor jeg så ikke skulle kunne lave et billede af det, når det er en del af vores virkelighed på linie med fuglene i træerne og køerne på marken.

Som en anekdote skal jeg her nævne ham der mente, at jeg skulle smides i fængsel for at lave det indledende billede. Han var amerikaner – ikke overraskende. Da jeg forklarede ham, at det jo blot var skuespil i enkeltbilleder, og i sagens natur ikke spor anderledes end for eksempel filmproduktion var hans svar, at alle filminstruktører i øvrigt også burde smides i fængsel. Jeg lod diskussionen hænge der…

Min eneste konklusion indtil videre er blot, at der findes et grænseland af billeder, som for nogle mennesker simpelthen blot er tabu. Noget man ikke rører ved – uden at der dog kan gives nogen rationel forklaring på hvorfor. Ikke andet end at “det er forkert”. Ja, men er det så ikke virkeligheden der er forkert, og hvor gemmer vi den rigtige virkelighed henne?

Jeg får det her til at lyde som om, at det blot er enkelte individer der er på afveje. En mindre gruppe mennesker med et snævert syn på virkeligheden. Det er desværre ikke helt sandt. Det er i allerhøjeste grad kulturelt funderet. Jeg er ikke viden nok til at kaste mig ud i hverken antropologiske overvejelser eller spekulationer om gruppedynamik og politisk korrekthed. Jeg kan dog nøgternt konstatere, at billedet i toppen af artiklen er usælgeligt på amerikansk jord. Eller rettere: Der er ingen amerikanske fotobureauer, der vil have det liggende til salg. Ikke desto mindre er det jo blevet solgt mange gange ad anden vej og pryder da i hvert fald forsiden af en psykologibog.

Billedet her ved siden af er et tilsvarende eksempel på noget der er for stærk kost for visse fotobureauer. En kort overgang oplevede jeg, at min produktion tog en drejning i forhold til, hvad bureauerne ville acceptere. Da det gik op for mig, og så at det bragte mine billeder over i en mere generisk og intetsigende kategori, fik jeg det straks stoppet, og opdelte min produktion i billeder til fotobureauer og billeder til direkte salg.

Jeg synes det er spændende at arbejde fotografisk med emner, som der ikke findes ret mange andre eksempler på. Et langvarigt igangværende projekt er, at skildre de 25 mest almindelige mentale lidelser, adfærdsforstyrrelser og fobier med 20 billeder hver. Det udvider min samling af unikke temaer betragteligt, men jeg gør det jo langtfra kun på grund af ussel mammon. Det er jo selvfølgelig også fordi, det på et eller andet plan giver mening for mig at lave. Det er udfordrende på det kreative plan og det giver mig lejlighed til at overveje emner, skæbner og problemer, som har min interesse.

Jeg er udmærket klar over, at når jeg har temaserier i dag med titler som “Dead bodies”, “School shooting” og “Suicide”, så får nogle mennesker deres tynde kaffe galt i halsen. Da jeg laver mine billeder med børn og unge mennesker, så ryger morgenkrydderen samme vej, for det forøger naturligvis effekten betragteligt. Sådan er det. Hvis det var “Birds”, “Sunsets” og “Happy people”, så ville jeg næppe have ret mange kunder, for det er der godt nok mange andre der laver meget bedre end jeg kan. Og jeg ville have kedet mig halvt ihjel imens. Så jeg kan vælge at lave det som kunderne vil købe eller lave det som allerede findes i tusindvis.

Og det bringer mig jo frem til det paradoksale. For der er da helt sikkert også billeder, som folk sikkert gerne vil købe, som jeg bestemt ikke vil lave under nogen omstændigheder. Ganske enkelt fordi det er forkert.

God Kr. Himmelfartsferie!

Een af de væsentligste årsager til min entre i stockfoto branchen var et helt konkret behov for nogle billeder til en række brochurer og websites for en del år siden. Især i forbindelse med udarbejdelsen af markedsføring for et socialt projekt opdagede jeg, at der var emner og temaer, som det var ganske svært at finde passende billedmateriale til. I mit arbejde med at finde og udvælge billeder blev det også klart for mig, at mange traditionelle allround fotobureauer var nogle skrækkelige rodebutikker. Billeder produceret af titusindvis af fotografer med forskellige modeller af vidt forskellig afstamning, kameraer, locations, forskellig brug af lyssætning, efterbehandling mv. som, hvis de sammensættes i blinde, i sidste ende skader helhedsindtrykket og giver et færdigt produkt, som vil skære i øjnene, hvis man har en lille smule øje for den slags. Det kan jeg slet ikke holde ud at se på.

Hvor de traditionelle fotobureauer forlængst har passeret 10 millioner billeder i arkiverne, så lider de i høj grad af netop at satse på kvantitet og vilkårlig udvælgelse blandt alt for mange fotografers forskellige stilarter. Med den nuværende konsolidering blandt de store fotobureauer og prispresset mod fotograferne, tror jeg på, at nichefotobureauer som mit eget, vil opleve en opblomstring igen. Nogle kunder vil gerne have mere snævre bureauer med de stilarter de kan li’, og så er det vigtigt at overveje, hvad det så er for en merværdi man kan tilbyde. Her er billedernes forenelighed uden tvivl en væsentlig faktor for mange kunder.

Een af årsagerne til, at en gut som Yuri Arcurs (internationalt kendt dansk storproducent af stockfotos) har fået så stor popularitet er utvivlsomt, at hans billeder, udover at være af meget høj fotografisk og teknisk kvalitet, også er meget forenelige. Han bruger en gennemgående gruppe modeller, og hans billeder kan indplaceres i en lille håndfuld stilarter, så det er meget let at finde billeder der matcher hinanden perfekt til en brochure, et website eller lignende. Jeg har tilsvarende brugt et relativt lille antal gennemgående modeller, men dog en lidt større spredning i stilarter. Kigger jeg mit salgsarkiv igennem kan jeg identificere 8 stilarter, som mere end 90% af billederne kan placeres indenfor. Der vil altid være nogle, der falder helt udenfor, og sådan skal det også helst være i udviklingens og eksperimenternes navn. I dag cirkler jeg nok omkring 5 forskellige stilarter. Selve begrebet stilart er her en sjov diffus størrelse, men den er for mit vedkommende en kombination af selve teknikken, herunder specielt brugen af lys, og efterbehandlingen.

Når man har fotograferet i mange år, og ens arkiv med billeder til salg ligeledes er produceret over en lang årrække og skal tælles i mange tusinde, er det nok ikke så usædvanligt, at der er billeder fra de tidlige år, som man begynder at sortere fra. Billeder fra dengang hvor teknikken og evnerne måske ikke rakte helt så langt, eller som simpelthen bare er for simple og banale til, at det er noget man ønsker at stå ved. Dette er en proces jeg løbende er i gang med. Hellere fremvise et reduceret antal billeder som alle er i den gode ende, end fremvise et større antal, hvor resten er af tvivlsom kvalitet.

Det var da også under een af disse oprydningsmissioner, at jeg begyndte at se på mit arkiv med de samme briller, som dengang jeg begyndte at anvende fotobureauer. Og sikke da en rodebutik! Tema-gallerier der i en skøn blanding indeholder alle forskellige stilarter fra highkey studieshots til dagligdags billeder i naturligt udseende lys sammenblandet med konceptkunst og montager. Gyseligt.

Straks samme aften blev der påbegyndt et nyt projekt med at hele arkivet udstyres med stilarts-identifikation, så det bliver muligt at afgrænse søgninger til enkelte stilarter. Dette projekt er snart færdigt, og jeg glæder mig rigtigt meget til at se resultatet i fuld skala.

Et andet projekt skrider også kraftigt fremad. Det drejer sig om opdatering af titler, beskrivelser og nøgleord på alle billeder. Det er alfa og omega for et billedarkiv som mit, at billederne er til at finde når folk leder, og i den proces er nøgleord og beskrivende tekster altafgørende. Tidligere var de kun tildelt af mig og i alt for varieret omfang, da det faktisk er en temmeligt tidskrævende proces, hvis det skal gøres ordentligt. For nogle måneder siden besluttede jeg, at nu skulle det være slut med at gå og blive irriteret over dette hængeparti, og jeg engagerede et par indiske firmaer til opgaven med at supplere mit eget arbejde. Jeg har valgt to forskellige leverandører plus mig selv til at give nøgleord og beskrivelser til forskellige dele af fotoarkivet. Dette giver en større spredning i anvendelsen af begreber, synonymer og nært beslægtede ord, så jeg rammer en større mængde af de potentielle købere. Arbejdet er cirka halvvejs, så i det tidlige efterår forventer jeg, at hele arkivet er blevet ajourført. Resultatet har dog allerede vist sig ganske tydeligt, da jeg de seneste måneder har haft en månedlig vækst på 75% i antallet af brugere af mit billedarkiv. Jeg overvejer nu, ikke overraskende, om visse dele af beskrivelser og nøgleord skal suppleres med oversættelser til andre sprog for bedre at ramme potentielle kunder i fx spansktalende lande. Det vender jeg nok tilbage til i et fremtidigt indlæg.

På billedet herunder ses opstillingen i den del af mit studie, hvor jeg laver highkey fotos. Til højre for motivet står hovedlyset – en softboks – sådan cirka 45 grader til højre for og også sådan cirka vinklet 45 grader fra oven. I baggrunden anvender jeg en whitewall. Det er dybest set en softboks i kæmpestørrelse, som oplyses indvendigt af to studieflashes – een i hver side. Dette skaber den helt hvide, udbrændte baggrund. Whitewall’en kunne sagtens erstattes med en ordinær hvid baggrund der oplyses direkte med flash forfra. Fordelen ved whitewall’en er dog, at lyset spredes meget mere indeni, og det derfor er langt lettere at få en jævn udbrænding over et større areal. Det kan være meget vanskeligt med den forgrundsbelyste baggrund.

Dette er ikke helt nok. For at motivet ikke får grimme slagskygger på modsatte side af hovedlyset, skal vi også have styr på “det brede lys” i rummet – rumlyset. Dette kommer i mit tilfælde fra en stor paraplysoftboks placeret i modsatte ende af lokalet. På billedet herunder, der er taget fra motivets synspunkt, ses paraplysoftboksen i den fjerneste ende.

Hemmeligheden i succesfulde highkey fotos er vægtningen mellem de 3 lyskilder. Jeg lærte selv oprindeligt, at der skulle være 2 blændestop i forskel mellem hovedlyset og den udbrændte baggrund, og tilsvarende 2 blændestop mellem hovedlyset og rumlyset. Dvs. at hvis hovedlyset er indstillet ved blænde 8, som din optagelse laves efter, så skal den oplyste baggrund give et lys svarende til blænde 16 og rumlyset et lys svarende til blænde 4. For den oplyste baggrund synes jeg dog, at dette er en del i overkanten – jeg har normalt en lysstyrke svarende til cirka 1½ blændestop højere end hovedlyset, dvs. i omegnen af blænde 12-14 stykker, når optagelsen laves ved blænde 8.

Hvis baggrundslyset er for kraftigt, så udbrændes detaljer i kanten af motivet. Ved portrætter betyder dette især at detaljerne i håret “drukner” i det kraftige lys, hvorved personen kommer til at se for “udklippet” ud. Ligeledes kan også ørerne have en tendens til at blive for kraftigt gennemlyste. Specielt ved lyshårede personer skal man være meget varsom med styrken af baggrundslyset, da det lyse hår kan være endnu mere tilbøjeligt til at forsvinde i lyset. Og det står ikke til at redde bagefter!

Et andet problem ved for kraftigt baggrundslys er det lysspild der sker rundt om motivet – altså hvor baggrundslyset er medvirkende til at oplyse siderne af motivet, fx kinderne ved et portræt. Dette kan blandt andet modvirkes ved at opstille sort afskærmning på hver side af personen, hvilket kan være med til at skabe en endnu kraftigere fremhævning af motivet på den lyse baggrund. Dette vil jeg illustrere virkningerne af i en kommende artikel.

Lad mig afslutningsvis vise et billede fra ovenstående opstilling:

og den efterfølgende konvertering til sorthvid, som jeg allerede har beskrevet i en tidligere artikel:

Dette (ikke helt korrekte) citat af Mark Twain beskriver meget godt mit syn på den forestilling, som mange fotografer i dag nærer for deres fag. Som medlem af blandt andet Stock Artists Alliance, Professional Photographers of America, Photoshelter m.fl. har jeg rig lejlighed til dagligt at følge med i debatter blandt andre kommercielle fotograferOg trenden er meget tydelig: En stor del af levebrødsfotograferne føler sig truet på livet og græder snot i stænger, og hvis de ikke allerede har lukket biksen, så forudser de, at det snart vil ske. Dansk Fotografisk Forening har sågar afholdt en workshop om emnet for nylig.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til den slags dommedagsprofetier. Især når historien viser, at andre fag har været udsat for lignende udfordringer, men trods alt har overlevet og måske endda er kommet styrket ud af det.

Bekymringen hos fotograferne bunder blandt andet i den massive teknologiske udvikling, som har forårsaget, at selv 10-årige i dag kan rende rundt med tekniske vidundere af kameraer. Den bunder også i en forestilling om, at folk har sværere og sværere ved at skelne skidt fra kanel, og at de gladeligt tager til takke med middelmådige snapshots fra moster Erna, der har slået sig ned som hobbyfotograf i pensionisttilværelsen. Og endelig bunder det også i en forestilling om, at fotobureauer er den eneste kilde til at afsætte sine produkter, og når deres afregning til fotograferne falder til næsten ingenting, så er det ikke længere muligt at overleve.

Der er naturligvis en række faktuelle ting i ovenstående, der ikke kan benægtes. Ja, teknisk fremragende kameraer er nærmest blevet hvermands eje. Ja, der er rigtigt mange ”Moster Erna’er” der har slået sig ned som hobbyfotografer, og ja, der er i dag, som der altid har været, masser af mennesker der ikke umiddelbart kan se forskel på et godt og et skidt billede og som synes at de selv og Moster Erna er de bedste i verden til at tage billeder. Sådan er virkeligheden. Spis en tudekiks. Kom over det!

Da jeg i starten af halvfemserne (ja, det er 1990′erne jeg mener – ikke 1890′erne) fik min første Windows-computer og blækprinter var det også starten på en periode, hvor trykkeribranchen så sin eksistens truet på livet. Dengang fandtes der et væld af små trykkerier, som levede af at trykke brochurer for lokale erhvervsdrivende, lave visitkort i lange baner og hjælpe folk med at trykke festsange. Med fremkomsten af billige printere med formidabel trykkvalitet, Truetype-fonte, Word og CD’er med clipart kunne rigtigt meget nu produceres derhjemme ved skrivebordet. Den senere udvikling af farvelaserprintere med stor kapacitet, storformatprintere og et væld af papirprodukter gjorde kun konkurrencen endnu skarpere. Der var ganske rigtigt ikke længere brug for klassiske typografer og layout-opgaven kunne nu klares hos kunden selv. Indrømmet – der er lavet mange grimme brochurer og festsange siden da derhjemme på skrivepulten, men der er bestemt også lavet rigtigt mange flotte ting, da de mennesker der besidder evnerne, pludselig fik adgang til de nødvendige redskaber selv. De trykkerier der ikke kunne omstille sig til nye materialer og emner, som ikke kunne puttes ind i den lille printer derhjemme, afgik ved døden. Men vi kan nok godt blive enige om, at trykning på papir ikke ligefrem er forsvundet i mellemtiden. Trykkerierne måtte blot tilpasse sig markedet.

På omtrent samme tid blev mit eget hovederhverv, softwareudvikling, også spået en snarlig død. Fremkomsten af grafiske udviklingsværktøjer blev set som indvarslingen af, at virksomhederne snart selv kunne ”tegne” deres programmer ved simpelt træk-og-slip design. Det er hævet over enhver tvivl, at programmører der så Cobol og Dbase, som det eneste saliggørende, gik en hård tid i møde, men de grafiske udviklingsværktøjer har ikke ligefrem aflivet programmørfaget. Der er i dag flere programmører end nogensinde før, og de kan i dag beskæftige sig med det de faktisk er bedst til, frem for at skulle bruge en masse tid på et udvikle brugerflader og printerstyring fra scratch.

Det er ikke mange år siden, at bogbranchen også så sit liv truet. Udbredelsen af internet, hvor skrivelystne karle selv kunne udgive alt det de ville uden nævneværdige omkostninger, blev set som den store trussel. Udryddelsen af bogmonopolet blev af forlagene udråbt til at være den visse død for dansk litteratur, da der så ikke længere ville være økonomi i at trykke bøger til så lille et sprog og forfatterne mente, at nu var det endegyldigt slut med at leve af bibliotekspengene. Sandheden er, at det altid har været meget få forfattere, der kunne leve alene af de kommercielle indtægter fra bøgerne. Bevæger man sig ned i supermarkedet, hvor bøger nu er blevet en hyldevare på linie med mælk og havregryn, er det endog meget svært at få øje på, at dansk litteratur er truet på livet, og der fremkommer fortsat små forlag, der kaster sig over nicheområder og nye forfatterskaber. Det er tværtimod mit indtryk, at den voldsomme opblomstring af skrivetalenter gennem blogs og andre netbaserede medier både har skabt nye papirbaserede forfattere, og endda har udvidet bogbranchen med nye og tiltrængte genrer og stilarter. Og vi læser fysiske bøger, som aldrig før. Forlagene har da også udviklet sig, så både e-bøger og lydbøger er kommet på produktprogrammet, og at se bøger kombineret med DVD’er og andre multimedier, er da heller ikke længere usædvanligt. Jeg er ret sikker på, at både forlagsbranchen og forfatterforeningerne vil leve i bedste velgående også om 25 år.

Men lad os komme tilbage til fotograferne. Hvad er det egentlig der er sket siden de er så mismodige?

Kameraer er blevet hvermands eje. Alle render i dag rundt med mobiltelefoner, der for manges vedkommende kan måle sig med egentlige kompaktkameraer. Spejlreflekskameraerne har oplevet en renæssance, og man kan i dag for få tusinde kroner anskaffe sig glimrende kameraer af slagsen, og det er ikke usædvanligt, at en del af konfirmationspengene sættes i et entry-level Canon eller Nikon spejlreflekskamera. Den store interesse for fotografering kan til dels tilskrives de sociale medier, hvor Facebook tegner sig som en absolut topscorer. Med 100 millioner uploadede billeder hver dag (ja, du læste rigtigt) er Facebook blevet stedet, hvor vi udstiller vores liv. Uanset om man ser det som et sygdomstegn på at vi udvikler os i retning af selviscenesættelse og selvpromovering, så er det et klart tegn på, at vi gerne vil registrere og dokumentere vores dagligdag, de særlige begivenheder, vores rejser og dem vi holder af. Så mængden af billeder er eksploderet og naturligvis også mængden af crap, hvilket måske er årsagen til en forestilling om, at folk er mere ligeglade med udseendet af billeder end de tidligere har været. Det sidste tror jeg er forkert, men det er en nærliggende slutning, hvis ikke man tænker hele årsagskæden med.

Indtil for relativt få år siden var det en ret bekostelig affære at kaste sig over fotografi som hobby. Det var tilmed temmelig besværligt, da der var langt fra optagelse til fremkaldelse, og alene omkostningen ved film og papir lagde en dæmper på lysten til at eksperimentere vildt. Det må derfor antages, at mange fotografiske talenter aldrig nogensinde selv opdagede deres talent, alene fordi de ikke havde økonomisk adgang til det nødvendige udstyr. Ville man have det som sit levebrød, var den nødvendige investering i sig selv en stor barriere for at komme i gang. Kommercielle fotografer havde en de-facto beskyttelse af deres erhverv alene i kraft af, at det ville kræve en stor investering at udfordre dem. Derfor har kommercielle fotograf-håndværkere i mange år kunnet sidde trygt og godt i deres små forretninger, og udført fotograf-håndværket som de nu bedst havde lært. Man skal ikke se på ret mange billeder fra tiden før digitalkameraerne for at kunne konkludere, at der faktisk ikke skete den helt store udvikling i dette håndværk. Faktisk var den væsentligste forskel mellem portrætbilledet af min far som 12-årig og det tilsvarende af mig selv faktisk udskiftningen af matrostøjet med en velourbluse.

Der er heldigvis sket en masse i mellemtiden. Den voldsomme vækst i grafiske medier har forårsaget en kolossal udvikling og variation i de fotografiske udtryk. Ethvert magasin fra hylden i kiosken er en hel regnbue af forskellige stilarter gennem de mange helsidesannoncer, livsstilsbilleder og portrætbilleder ved artiklerne. Og det har også påvirket den enkelte kunde – du ved, ham der skal betale dig penge for de billeder du laver.

Lad os komme tilbage til talenterne – dem der var langt imellem tidligere, fordi de aldrig kom til at eje et kamera. Den nemme udgivelse på nettet har bragt et stort antal dygtige skribenter frem i lyset. Folk der aldrig tidligere ville have prøvet at sende noget til et forlag, som nu i kraft af deres hobbyskriverier skaber deres eget publikum og på den måde bliver ”opdaget”. For år tilbage havde jeg ofte lejlighed til at læse korrektur på mange stile og hovedopgaver, og jeg har mere end én gang fået en lille tåre i øjet, når jeg har set et ungt menneske, der havde et udsøgt talent for at skrive, som de ikke engang selv var blevet klar over endnu. Det samme sker når jeg med jævne mellemrum, ja velsagtens dagligt, har lejlighed til at bladre gennem billeder på forskellige sociale medier og fotosites. Her er det også tydeligt, at der mellem de 99 procent crap findes uopdagede talenter. Igen typisk unge mennesker, som ikke er bange for at lege og eksperimentere med kameraet, som prøver at efterligne stilarter de har set, eller måske allerede er i gang med at skabe deres egen. Talenter der sagtens kan få mig til at overveje, om jeg skulle finde en anden beskæftigelse, når de for alvor kommer til at folde sig ud. For mange af dem har nemlig en rigtigt god forståelse for fotomediet. De er opvokset med det i alle dets afskygninger og de er ikke bange for det. De tør godt bøje og strække det så meget det overhovedet kan bære, og de er ikke blevet spoleret af stramme konventioner for, hvordan ”det gode billede” skal se ud. Ja – af de 100 millioner daglige billeder på Facebook er der meget, som ikke er andet end blot digitale registreringer af et liv. Men det bringer talenter frem, som aldrig ellers ville have set dagens lys. Talenter som for nogles vedkommende vil udvikle sig til fotografer – altså fotografer, der ikke bare lærer et håndværk og skal tage billeder af skruenøgler og huse til salg resten af deres liv. Nej, fotografer som vil blive knaldhamrende dygtige kunstnere der brænder for det de laver. Også selvom de måske ikke skal leve af det.

Jeg oplever ofte, at både forældre, børn og unge mennesker faktisk godt ved, hvad de vil have, når de kommer til mig for at få lavet portrætbilleder. De er som nævnt ovenfor opvokset i dette sammensurium af fotografiske udtryk og de eksperimenterer selv med fotografering, apps til at lave efterbehandling og diverse sjove layouts til Facebook, og de klipper slideshows og film sammen. Det er faktisk undtagelsen, at de ikke ved hvad de vil have. Og nej, det er ikke matrostøjet og den kedelige, marmorerede baggrund der efterspørges. De vil have kunstneriske lowkeybilleder i lingerie, de vil have modebladenes highkey divabilleder, de vil have romantiske retro-billeder optaget ved solnedgang i modlys, de vil have et strejf af polaroidbilleder og de vil sågar have billeder med en stil der har sit udspring i det store lærred. Det ved de nemlig udmærket, at de ikke selv kan lave lige så godt. De har brug for én, der behersker de forskellige stilarter, og som ikke bliver tøsefornærmet, hvis det er nødvendigt at flytte på lamperne eller skrue en lensbaby på kameraet.

Så kære fotograf: Du kan stikke dit Rembrandt-lys og kraftige vignetter op, hvor solen aldrig skinner, med mindre hele din forretning er baseret på at lave LP-omslag af aldrende pianister. Giv i stedet folk det de vil have.

Og hold nu op med at tro, at dine negativer og RAW-filer skal behandles, som var de Guldhornene selv. Du kan ikke længere bilde folk ind, at dit papir er så meget bedre, at du kan tage 1500 spir for et print, når Billedbutikken kan klare det for en hund. Indrøm nu bare, at du får dem trykt det samme sted selv.

Og nej, kunderne gider heller ikke at betale dig et tilsvarende beløb for at du laminerer skidtet og sætter det i en guldramme. Giv nu folk de digitale billeder, og prøv at finde din sande menneskelige og faglige glæde ved, at folk faktisk er så glade for det du har lavet, at de gerne vil bruge det alt det de kan. Ligeså lidt som kunderne bryder sig om urimelig kopibeskyttelse på de DVD-film de har købt i dyre domme, lige så lidt bryder de sig om fotografer der tror, at deres billeder under ingen omstændigheder tåler kundernes sløsede og farveblinde omgang med dem. Accepter at dine billeder godt kan sendes til storformatprint på lærred, tåler opklæbning på glas og aluminium, kan smides på Facebook og Windows-baggrunden og sågar kan blive overført til en t-shirt med strygejern. Dit navn lider ikke uoprettelig skade af, at billeder nu og da printes ud på en printer, der ikke er kalibreret. Folk kan godt se forskel og de forstår forskellen.

At der i dag tages millioner af billeder, er ikke en trussel mod fotograferne. Den eneste trussel mod fotograferne er fotograferne selv. De fotografer, som sidder fast i fortiden og tror, at de kan drive forretning, som den altid er blevet drevet. Det er slut med at leve af, at tage produktbilleder. Det er altså ikke raketvidenskab, selvom din gamle mester sagde noget andet, og der findes masser af webshop-indehavere, der har udmærket øje for hvad der ser godt ud, og som med en lille smule instruktion godt kan finde ud af det selv. Brug dine kundskaber til at lære dine kunder, at blive bedre til det mest basale. Tjen penge på at sælge målrettede kurser. Vær ikke bange for at dele ud af din viden og brug dine kundskaber til at lave det, som kunderne ikke selv kan. Og pasfotos kan altså klares af en dresseret abe indeni en automat, ligesom de fleste skolefotos i øvrigt kan.

Folk vil gerne have fotografernes ydelser, så længe fotografen kan noget, som de ikke selv kan, men gerne vil have. Jeg kan se, hvordan mine egne billeder florerer på Facebook. Ikke fordi jeg har sat dem i en guldramme og bonnet kunderne 5.000 for dem, men fordi jeg har taget et godt billede der indeholder sjæl og historie og teknisk er ethvert kompaktkamera overlegent. Vil de give flere tusinde for det? Nej, under ingen omstændigheder, men de kræver altså heller ikke meget mere end selve fotograferingen, lidt systematisk behandling og upload i et webgalleri. Hvad med at komme ud af butikken, og blive lidt ligesom vinduespudseren der kommer forbi med otte ugers mellemrum? Kommer i hjemmet og tager nogle lækre billeder derhjemme i stuen, på værelset og i haven, når blomsterne er sprunget ud. Folk elsker billeder af deres børn, og de vil rigtigt gerne have taget nogle professionelle og vedkommende billeder af dem gennem hele deres opvækst. Men med priser på mange tusinde bliver det altså kun til barnedåben og konfirmationen, og en enkelt gang til jul, at fotografen bliver indbudt. Måske du skulle sænke dine priser, og få lov til at lave meget mere af det du reelt er god til. Lav pakkeløsninger, lav slideshows, lav film, find nye og anderledes indramninger, sælg DVD’er og digitale rammer, lav vægkunst, skæve billeder og dokumentér familielivets højdepunkter, som kun en talentfuld fotograf kan: På et væld af forskellige måder.

Endelig er der de fotografer der, som jeg nævnte indledningsvis, tror, at fotobureauerne er ved at tage livet af stockfotograferne. Vissevasse! Det er klart, at fotobureauerne bliver konsolideret, og ophober enorme mængder af billeder og presser priserne i bund for at tiltrække kunder fra konkurrenterne. Det er også helt klart, at der er en øvre grænse for, hvor mange billeder af glade familier på en strand der er brug for, og hvor mange variationer der kan laves af forretningsfolk der trykker hinanden i hænderne. Men præcis som de store forlag, så er de store fotobureauer generalister. De har den vare, som flest muligt vil have til den lavest mulige pris. De har ikke tid og plads til afstikkerne. Der vil fortsat være behov for en stor underskov af nichebureauer, på samme måde som der findes nicheforlag og nichemagasiner. Find det du brænder for, find din niche og bliv sindssygt dygtig til den. Uanset om det er billeder af mad, mikroorganismer, fysikforsøg, lyserøde kaniner eller dagligdagen på det nordligste punkt af Island. Tænk ud af boksen og overvej, om dine billeder måske kan få en genfødsel som andet end blot digitalt leverede stockfotos.

Rygtet om min død er stærkt overdrevet. Der findes også levebrødsfotografer om 25 år. Og jeg garanterer for, at de er dygtige!

At være omgivet til daglig af kvalitetskonsulenter, procesoptimeringsfolk og lignende folkefærd har over tid givet mig anledning til selvransagelse og kraftig optimering af det workflow jeg pålagde mig selv fra fotograferingen til den endelige udgivelse af billeder.

I starten bestod mit workflow blandt andet af billedudvælgelse med flere ratings (1-5 stjerner), adskillige trin i efterbehandlingen og keywording, sirligt printede DVD’er med billeder til godkendelse – een for hver session og omfattende bilag til kontrakter med contact sheets indeholdende alle billeder. Alt sammen nøje registreret i et gigantisk regneark der listede alle sessions og hvor langt i arbejdsprocessen de var kommet, og som samtidigt indeholdt oversigter over hvilke fotobureauer billederne var distribueret til, hvor mange der var blevet accepteret, salg over tid og meget andet.

Alt sammen meget detaljeret og på sin vis med et godt overblik over alle sessions. Reelt tilførte det dog ingen rationalisering – kun det modsatte. At holde styr på alle disse trin gjorde arbejdet meget omstændeligt uden at tilføre yderligere værdi eller effektivitet. Jeg havnede i en formentlig klassisk faldgrube mellem at ville have 100% systematik og en manglende lyst til møjsommeligt, systematisk pillearbejde. Fotografer vil altså hellere tage billeder end systematisere – ligesom programmører hellere vil programmere end dokumentere!

Over tid er mit workflow derfor blevet kraftigt reduceret. Jeg har overvejet hver eneste arbejdsproces og vurderet, om den reelt tilførte mig nogen værdi, og hvis ikke, så er den blevet skåret væk eller automatiseret. Dette er sket samtidigt med at jeg over årene har ændret forretningsstrategi – væk fra snesevis af fotobureauer over til et lille antal kombineret med direkte salg – og outsourcet en række tidskrævende opgaver såsom keywording. Det betyder, at jeg i dag alene gennem brug af fast navngivne filer og mapper, automatisk kan få et overblik over, hvor langt enhver fotosession er i processen. Nu er det kun selve fotograferingen, udvælgelsen og den basale efterbehandling der er manuelt arbejde. Alt hvad der overhovedet kan automatiseres er blevet det, så alt der ikke behøver min indblanding kan ordne sig selv, mens jeg sover, programmerer eller lever livet

Ulempen – hvis man kan kalde det det – er, at det hele er så specialsyet, at jeg nærmest er ude af stand til at give konkrete forslag eller redskaber til andre. Det er kraftigt præget af, at programmering er min anden lidenskab Det hele styres af nogle hundrede linier PHP-kode, curl-kald, eksterne redskaber som exiftool, og er fuldstændigt tilpasset mine distributionskanaler, som ikke er relevante for ret mange andre. Groft set ser hele flowet ud på følgende måde:

1. Fotografering

2. Billeder placeres i mappe, der navngives med “<sessiondato> <model-initialer>”

3. Billeder sorteres i “1. sortering” og “2. sortering” og placeres i undermapper med tilsvarende navne

4. Billeder i “1. sortering” efterbehandles og retoucheres foreløbigt

Her slutter den væsentligste manuelle del

5. Efter retouchering har jeg et script, der genererer den CD, som sendes til modellen med samtlige billeder, både 1. og 2. sortering, samt de efterbehandlede 1. sorteringsbilleder

6. Alle tilhørende kontrakter er auto-udfyldte Word-dokumenter med session-dato mv.

7. Det hele sendes til modellen til gennemsyn og underskrift. Dette foregår stadig på gammeldags maner i en kuvert.

8. Mens returnering af underskrevne kontrakter afventer, sendes billederne til keywording hos min keywording-partner i Indien. Dette er også automatiseret af et script, så navngivning, billedstørrelser osv er identisk fra gang til gang.

9. Mens vi venter på det hele, laves der (om nødvendigt) færdigretouchering af billeder – eventuelt sendes der billeder til ansigtsretouchering hos grafisk partner.

10. Når kontrakterne kommer tilbage indscannes de og navngives korrekt og placeres i session-mappen

11. Når keywords, titler og beskrivelser kommer tilbage i et fast defineret semikolon-separeret format placeres også denne fil i session-mappen

12. Når forholdene i 10. og 11. er i orden vil billederne i mit lokale arkiv automatisk blive distribueret til mit offentlige salgsarkiv, få påsat titler, beskrivelser, keywords og prisprofiler og automatisk være tilgængelige for salg. Herefter kan jeg, hvis jeg ønsker det, manuelt placere billederne i forskellige emneopdelte kategorier.

13. Hver nat modtager jeg en automatisk genereret email fra mit system om, hvilke fotosessions der er i gang, hvad der mangler at blive gjort ved hvilke sessions og hvor mange billeder der aktuelt ligger online.

Det har også været meget væsentligt for mig at det hele er skruet sammen til at fungere efter den måde, hvorpå jeg arbejder med mine billeder over tid. At billederne fra en fotosession ikke nødvendigvis er en statisk størrelse. Det hænder ofte, at jeg vender tilbage til gamle fotosessions og justerer lidt på nogle billeder, kasserer nogle billeder og måske vælger nogle til, som i første omgang var valgt fra. Hvis sådanne ting var overladt til efterfølgende manuelt arbejde, så ville der hurtigt opstå kaos, for man får ikke det hele gjort på samme måde hver gang (tro mig). Så alle dele af mit workflow tager højde for, at der bliver ændret lidt på billederne, kommer nye til og forsvinder nogle over tid. Det gør at kreativiteten kan få frit løb uden nærmest på forhånd at blive demotiveret af udsigten til en masse manuelt slavearbejde bagefter.

Der bliver til stadighed lavet småjusteringer i hjørnerne af systemet, men i det store og hele har det bevist sit værd. Det har givet mig et helt andet flow i tingene end tidligere og et langt større overblik, og dermed også langt mere plads til bare at være kreativ. For det er nu engang den sjoveste del af det hele

Tilværelsen som fotograf er en ørkesløs vandring ad en vej bestående af lige dele begejstring og fortvivlelse. Det ene øjeblik begejstret viljestyrke mod det højdedrag, der giver det perfekte panoramabillede. Det næste øjeblik fortvivlet sortering af 100 ubehjælpsomme billeder der ligner lort (for nu at sige det på godt jydsk). Timer hvor man redigerer billedet, man er sikker på bliver årets foto, og timer hvor man har mest lyst til at sætte ild til sit kamera og stikke hovedet i gasovnen, når man har set billeder lavet af en fattig russer, der får ens egne til at ligne snapshots fra skoletiden. Dage hvor man bliver høj over breve fra ukendte fans på den anden side af jorden, og dage hvor man kigger op i loftet, mens man spekulerer på, hvad pokker det er man egentlig foretager sig. Tidspunkter hvor man ryster på hovedet over billeder fra ”fotografer” der åbenlyst mangler enhver selvkritik og teknisk formåen, men blot ejer et godt kamera. Andre tidspunkter, hvor man bladrer gennem sit eget portfolie og spekulerer på, om man faktisk selv er helt galt på den og ikke ejer andet end dårlig smag og farveblindhed. Og tidspunkter hvor man spekulerer på, om tiden og pengene havde været bedre investeret i køkkenhaven og islandske banker.

Det går heldigvis over. Hver gang. Lige indtil næste gang.

Gennem tiden har jeg fundet ud af, at det er bekymringer jeg heldigvis ikke står alene med. Som Mike Johnston så farverigt udtrykker det:

”To be honest, most of my pictures suck. The saving grace of that admission is that most of your pictures suck, too. How could I possibly know such a thing? Because most of everybody’s pictures suck, that’s how. I’ve seen Cartier-Bresson’s contact sheets, and most of his pictures sucked.”

Hvis det er en snigende sindssyge, så er vi i det mindste flere

Men hvad er det så for et fænomen? Det består i mine øjne af to ting: Mæthed og søgen. Mæthed over at se den stil, hvad den end er, som man har beskæftiget sig med den seneste tid. Og en konstant søgen efter den kilden i maven man som fotograf og beskuer oplever, når man ser noget der bare er fantastisk – og som man underforstået ikke selv har lavet endnu. Når man endelig opnår det sidste er mætheden over denne stil allerede ved at indtræffe igen, og man kan starte sin søgen forfra. Og det omfatter både udstyrets tekniske specifikationer, optagemetoden, efterbehandling, motiv, ansigter og historier. Det er derfor vi konstant leder efter det endnu bedre udstyr, det helt rigtige ansigt, leder efter fortællingen der kan berettige billederne for os selv, slæber isenkram op og ned ad trapper, og konstant kravler rundt i mudder og knæhøjt græs for at finde DEN rigtige vinkel, der er løsningen på alle problemerne. For at finde lige præcis den teknik, der for evigt vil give det endorfinchok, vi hele tiden søger efter. Men hver eneste gang er det en ganske kort fornøjelse, og der må slæbes en pukkel til, inden det opleves næste gang. Og det er præcis her at jeg også er nået frem til, at det ganske enkelt er et nødvendigt onde. Hvis ikke man er udsat for denne skiftende begejstring og frustration, så er man ganske enkelt gået i stå eller slet og ret ude af stand til at vurdere sit eget arbejde med en vis portion selvkritik. Hvis man tror, at man skal finde det perfekte billede blandt sine 100 perfekte skud, så har man nok slet ikke forstået noget af det hele. For i bund og grund er det nok det det hele handler om: 20% udstyr og kreativ formåen og 80% selvkritik, så man kan finde det ene nogenlunde gode billede blandt 100 fejlskud, og så bare komme op på hesten og prøve én gang til!

Nå – jeg skal ud og sætte ild til mit kamera.

Det er snart sidste udkald for booking af tid til årets konfirmationsportrætter. For enhver portrætfotograf er konfirmationsperioden en fast tilbagevendende tid for portrætter, ligesom perioden op til jul, hvor alle skal have taget familieportrætter den 19.-23. december

Konfirmationsportrætterne adskiller sig dog, især for pigernes vedkommende, ved altid at skulle laves under tidspres. Når man hører til typen der gerne vil have, at lyset falder perfekt, og smilet og blikket er lige i øjet, så er det lidt af en udfordring.

Pigernes konfirmationsmorgener går med at få kjolen i de rigtige folder, at få lagt makeup og at få frisøren til at sætte håret nydeligt alt imens mor blander sig lystigt i det hele. Det vil sige, at fotografen tildeles tidsrummet mellem frisøren og familiens afgang til kirken – altså det tidsrum, hvor far skal have fundet sit slips og brormand kommanderes til tandbørsten.

Min personlige rekord er 39 minutter fra bilen parkeres ved kantstenen til hoveddøren smækker bag mig med mobilstudiet på trappestenen. Indenfor dette tidsrum skal vi lige have ryddet plads i stuen, stillet stativ op og have baggrunden i de rette draperinger, samlet, opstillet og indstillet 3 sæt lamper, finde det dejlige smil og den rette holdning, krammebillede med søskende og familieportrættet hvor far er 40 centimeter højere end alle de andre. Og pakke det hele ned igen, aflevere visitkort, gratulere, undgå at svede under armene og lyde totalt overskudsagtig og sikker på, at det perfekte skud er i kassen.

Og så afsted til en anden konfirmation i en anden kirke i den modsatte ende af byen…

Det er en smule nemmere med drengenes konfirmationsbilleder. De kan godt tages en uge før eller en uge senere med mindre de har kastet op på jakken på blå mandag – bare håret får lidt voks og skjorten stryges på den synlige del foran   De er i øvrigt også helst fri for at mor og far er med, men kan til nød acceptere storesøster.

Måske lyder det ikke sådan, men jeg elsker faktisk konfirmationsportrætter. Som det ses herover, er der skam også plads til at pigernes bedste ven kan komme med, omend det så sjældent foregår inde i stuen.

Huskede jeg at nævne, at du skal se at få ringet til mig, så snart du har booket tid hos frisøren? Mobil 2040 8669 eller email jha@jhandersen.com.

Som det er tilfældet i så mange andre forhold i livet, så er noget af det værste man kan gøre som fotograf, at tro, at man ved alt hvad der er værd at vide. For det er næppe tilfældet, og er man endt der, er det nok så som så med ens evne til fornyelse og kreativitet.

Hvor det at lære nyt fra andre tidligere var noget man primært kunne fra bøger eller kurser i den fysiske verden, så er mulighederne i dag så mange gange større på nettet. Der findes et væld af tutorials og kursusforløb om snart sagt ethvert emne og enhver sværhedsgrad derude. Faktisk så mange, at den sværeste del af opgaven i dag består i, at finde ud af hvilke kilder til viden der er gode og hvilke der er knap så gode.

Skal jeg vide noget om et emne, så er Google naturligvis den bedste start, og det ender jo ofte op i diverse artikler rundt omkring på nettet. Oftere og oftere er det dog også videoer på Youtube (ja, der er skam også seriøse ting der) og Vimeo. Min vigtigste samlede kilde til viden om anvendelse af fotorelaterede programmer er dog lynda.com. Her er der samlet lange og korte kurser indenfor snart sagt enhver teknisk disciplin, og der er næppe den softwarepakke der ikke bliver grundigt gennemgået på både begynder-, øvet og ekspertniveau. Photoshop er een af dem, og der findes hundredevis af timers gennemgang af alt fra basal anvendelse til avancerede teknikker indenfor retouchering og øvrig efterbehandling.

Et af de rigtigt gode kurser hos lynda.com er Chris Orwig’s “Photoshop CS5: Portrait Retouching“. 11 timers kursusvideo delt op i 20 kapitler med hver 6-7 afsnit der dækker ethvert aspekt af portrætretouchering. Een af de gode ting ved Chris Orwig’s kurser er, at udover at have en stor viden om emnerne, så ved han også nok til gang på gang at understrege, at ingen løsninger er den eneste rigtige. Ligesom i programmering findes der heller ikke indenfor fotografi og efterbehandling en “silver bullet”. Han er nemlig gennemgående god til at vise flere forskellige teknikker til at opnå det samme resultat på flere forskellige måder, og så er han fabelagtigt dygtig til at gøre det hele i layers. Det er Chris Orwig’s fortjeneste, at jeg i dag er langt bedre til at arbejde i layer’s i Photoshop end jeg var tidligere. Det er nok i øvrigt også hans fortjeneste, at jeg i dag bruger Photoshop langt mere til retouchering end jeg gjorde tidligere, hvor jeg mest arbejdede i Camera Raw.

Blandt de meget oversete teknikker i Photoshop er hudtonejustering efter CMYK værdier. Et af de gratis afsnit af Chris Orwig’s kursus handler om netop dette, og det burde være obligatorisk for enhver fotograf at beherske dette. Se afsnit 3.2 af kurset. Er du mere til at læse om det, kan du se en gennemgang her.

Lynda.com er ikke gratis. Det koster 25 dollars om måneden, men for denne pris på 2 pizzaer, så har du fri adgang til en guldgrube af kurser. Kan du hver måned lære bare een ny ting, der gør dig til en bedre eller mere produktiv fotograf, så er de penge givet rigtigt godt ud.

For mit eget vedkommende er jeg i øjeblikket selv i gang med at lære meget mere om Adobe Premiere til videoredigering, og også her er lynda.com en uforlignelig kilde til at lære og forstå alle hjørnerne af dette kæmpestore program.

Der er meget andet end lynda.com derude, som er fremragende.

Jeg vil gerne fremhæve Camera Raw kursusvideoen fra Luminous Landscape. Selvom den er baseret på Camera Raw i CS3 og CS4, så er forskellene til CS5 dog så små, at det er uden betydning. Stilen i Camera Raw kursusvideoen er en helt anden. 7-8 timer opdelt i mindre kapitler, hvor de 2 gamle knarker Michael Reichmann og Jeff Schewe sidder og hyggesnakker om stort og småt, samtidigt med at der vises efterbehandling i Camera Raw. Men tag ikke fejl – det er kapaciteter, der ved hvad de snakker om og der er overhængende fare for at lære noget nyt! Er du ikke ekspert i Camera Raw, så kan det meget vel være de bedste 30 dollars du endnu har brugt.

Og apropos Luminous Landscape, så er det et site der ser lidt halvkedeligt og gammeldags ud, men Michael Reichmann er ikke hvem som helst, og hans artikler og tutorials er skam fulde af indsigt og gode råd.

Der er mange, mange flere rigtigt gode kilder derude, men det må være nok for nu. Jeg skal jo også have tid til at se nogen selv