Survival of the fittest

 ()

Ikke overraskende kommer meldingerne om opkøb eller lukning nærmest som perler på en snor. StockXpert og 123RF er opkøbt af Getty, ligesom BigStockPhoto er opkøbt af Shutterstock. Crestock forsøger en relancering med en ny ejer oven på et mildest talt kaotisk år hvor anseelsen er bragt helt i bund. I mandags meddelte iSyndica uden yderligere forklaring, at de lukker biksen om ganske få dage. Det skyldes utvivlsomt, at stockfoto branchen har for lille indtjening til at kunne retfærdiggøre deres ydelse med distribution og keywording. I dag meddelte Deutsche Telekom, at deres lidt besynderlige satsning på stockfoto markedet gennem Polylooks, har nået en ende. Polylooks afvikles med årets udgang.

Stockfoto markedet er under voldsomt pres. Alle bureauerne har store mængder billeder, og i mange tilfælde de samme billeder fra de samme leverandører. Det kræver ikke mange søgninger hos Fotolia, Dreamstime, Shutterstock og iStockphoto at blive overbevist om, at en meget stor del af deres arkiv består af de samme billeder. Hvad har de så at konkurrere med? Kun een ting: Prisen.

Stort set alle bureauer har i dag indført subscriptions, hvor kunderne – dem der skal bruge billeder – for en månedlig betaling har ubegrænset adgang til download af billeder. Dette kombineret med, at mange kunder vil ophobe tidligere downloadede billeder, som de fortsat frit kan bruge, er med til at mætte markedet. Subscription-ordningerne har bragt betalingen til fotografer helt i bund – ofte 20 – 25 cents for et billede. Gad vide hvor længe dette kan fortsætte inden fotograferne for alvor finder sammen og kræver priserne forhøjet eller flygter i hobetal til andre bureauer, hvor prissætningen er mere fri?

Jeg er bange for, at det aldrig sker. Når det handler om ordinære stockfotos vil der altid være fotografer, som er villige til at sælge deres billeder til en vilkårlig lav pris. Så bureauerne har kun muligheden for at gå på strandhugst hos hinanden. The Big Five, som nu er blevet The Big Four, tror jeg snart vil være The Big Three. Det spændende er hvem der ryger. iStockphoto er naturligvis udelukket, da de allerede ejes af Getty. Om nogle af de tilbageværende har muskler til at overtage een af de andre er svært at vurdere. Hvis det er Getty eller Corbis der finder pengepungen frem igen, så vil mit bud være, at de køber Fotolia, da Fotolia står stærkere udenfor USA end Shutterstock og Dreamstime. Det bliver interessant at se.

Under alle omstændigheder er jeg glad for, at jeg har indskrænket mine leverancer til det marked kraftigt indtil afregningen til fotograferne kommer opad igen.

Leave a Reply