Ja, jeg fik nok din opmærksomhed med det billede. Jeg vender tilbage til det om lidt.
Jeg skal være den første til at indrømme, at den mest kendte del af mit fotografiske arbejde nok kan kaldes for temmelig mærkværdig set udefra. Det er ikke helt uovervejet og heller ikke udtryk for, at der er sprunget en sikring et eller andet sted bagerst i hovedet. Jeg elsker såmænd glade og sjove billeder, og mit private arkiv med billeder fra ferier, familiefester og spejderture er da også et håndgribeligt bevis på, at jeg kan bruge kameraet til mere almindelige billeder og at min egen verden er både sjov, farverig og romantisk. Det lidt dystre og bizarre er dog blevet en indgroet del af min billedverden, og jeg har da nogle gange næsten for let ved, at få selv et landskabsbillede eller festfoto til at tage en lettere obskur drejning.
Verden rummer titusindvis af blændende dygtige fotografer. Heriblandt rigtigt mange som jeg beundrer og respekterer dybt for deres kunnen, som jeg på ingen måde kan eftergøre. Og hvorfor skulle jeg dog også eftergøre dem? Så er vi jo flere der laver det samme, og det giver jo rationelt betragtet slet ingen mening.
At min billedproduktion tog denne drejning mod den mere mørke side af tilværelsen var i første omgang blot en række tilfældigheder. Først efterfølgende blev det baseret på fornuft, da jeg erfarede, at der faktisk var et behov og en efterspørgsel på den slags billeder til artikler, brochurer mv. Fordi ingen andre laver dem. I hvert fald ikke i det omfang jeg gør. Og skal man ikke bare være endnu en tilfældig fotograf blandt titusindvis af andre mindst ligeså gode fotografer, så er man nødt til at have noget unikt at byde på. Det blev den væsentligste grund til at jeg i dag overhovedet har en forretning med produktion af stockfotos.
Det er nok ikke helt sandt det med tilfældighederne, for der er to faktorer, som har spillet afgørende ind. Den ene er, at jeg tør. Fordi jeg er ret ligeglad med, hvad andre mener om det jeg laver. Hvis nogle mener, at jeg er for langt ude, en “opblæst nar” og “syg i hovedet” så kender de mig tilsyneladende ikke, og så er jeg så ligeglad, at du slet ikke kan begribe, hvor ligeglad jeg er. Den anden faktor er, at jeg godt kan lide at provokere. Ikke for provokationens skyld alene. I så fald kunne jeg blot sige nogle ting som Lars von Trier – uanset om de passer eller ej. Nej, mere provokation for at udfordre visse menneskers noget firkantede syn på, hvad der er rigtigt og forkert – fordi jeg synes det er interessant at udforske.
Billedet herover er et rigtigt godt eksempel på det sidste.
Alle de steder det har været fremvist har det afstedkommet en sværm af tilkendegivelser. Langt de fleste positive og anerkendende, men også en del negative. Og det er de negative der interesserer mig mest, fordi jeg synes det er interessant, hvad det er for mekanismer der får folk til at reagere så stærkt på sådan et billede. For det er jo præcis det det er: Et billede og intet andet. Og åbenlyst for enhver, at det naturligvis er opstillet og ikke taget et splitsekund før en knægt forlod denne verden. Her har jeg blandt andet fået at vide, at jeg er “syg i hovedet” og “burde smides i fængsel” og “gør grin med døden”. Temmeligt skarpe postulater når det eneste man gør er, at illustrere noget, som faktisk sker alt for tit. I virkeligheden.
Der kan være mange grunde. Folk bliver mindet om tragiske personlige oplevelser i familien. Måske bunder det i religiøse årsager. Det kan også være, at de hører til den gruppe af mennesker der mener, at grafisk skildring af vold og død driver visse mennesker til at udføre sådanne ting, og at de derfor protesterer i misforstået omtanke. Og der er naturligvis også en meget lille minoritet, som slet ikke forstår, at det er opstillet, og endda har spurgt til hvordan det gik for drengen. Uanset årsagen, så finder jeg det meget forunderligt, når folk reagerer negativt. Læser de slet ikke aviser? Eller skyldes det simpelthen, at de har fået nok af den slags i aviserne, og hvorfor gør de så ikke noget ved problemet i stedet for at angribe fotografen, der skildrer det?
Jeg har undret mig i årevis og jeg kan ikke påstå, at jeg har fundet de vises sten. Alle dem der i tidens løb har reageret negativt på nogle af mine billeder har, når det ellers er muligt, fået et personligt svar fra mig. Et svar hvor jeg nok er overraskende imødekommende og takker for deres tid og tilkendegivelse, hvilket sandsynligvis lukker gassen ud af de fleste. Dernæst spørger jeg ind til, om det er det billedet viser, eller det at jeg har lavet billedet, der får dem til at reagere. Svaret er næsten altid det første, og så har jeg endnu ikke fået noget fornuftigt efterfølgende svar på, hvorfor jeg så ikke skulle kunne lave et billede af det, når det er en del af vores virkelighed på linie med fuglene i træerne og køerne på marken.
Som en anekdote skal jeg her nævne ham der mente, at jeg skulle smides i fængsel for at lave det indledende billede. Han var amerikaner – ikke overraskende. Da jeg forklarede ham, at det jo blot var skuespil i enkeltbilleder, og i sagens natur ikke spor anderledes end for eksempel filmproduktion var hans svar, at alle filminstruktører i øvrigt også burde smides i fængsel. Jeg lod diskussionen hænge der…
Min eneste konklusion indtil videre er blot, at der findes et grænseland af billeder, som for nogle mennesker simpelthen blot er tabu. Noget man ikke rører ved – uden at der dog kan gives nogen rationel forklaring på hvorfor. Ikke andet end at “det er forkert”. Ja, men er det så ikke virkeligheden der er forkert, og hvor gemmer vi den rigtige virkelighed henne?
Jeg får det her til at lyde som om, at det blot er enkelte individer der er på afveje. En mindre gruppe mennesker med et snævert syn på virkeligheden. Det er desværre ikke helt sandt. Det er i allerhøjeste grad kulturelt funderet. Jeg er ikke viden nok til at kaste mig ud i hverken antropologiske overvejelser eller spekulationer om gruppedynamik og politisk korrekthed. Jeg kan dog nøgternt konstatere, at billedet i toppen af artiklen er usælgeligt på amerikansk jord. Eller rettere: Der er ingen amerikanske fotobureauer, der vil have det liggende til salg. Ikke desto mindre er det jo blevet solgt mange gange ad anden vej og pryder da i hvert fald forsiden af en psykologibog.
Billedet her ved siden af er et tilsvarende eksempel på noget der er for stærk kost for visse fotobureauer. En kort overgang oplevede jeg, at min produktion tog en drejning i forhold til, hvad bureauerne ville acceptere. Da det gik op for mig, og så at det bragte mine billeder over i en mere generisk og intetsigende kategori, fik jeg det straks stoppet, og opdelte min produktion i billeder til fotobureauer og billeder til direkte salg.
Jeg synes det er spændende at arbejde fotografisk med emner, som der ikke findes ret mange andre eksempler på. Et langvarigt igangværende projekt er, at skildre de 25 mest almindelige mentale lidelser, adfærdsforstyrrelser og fobier med 20 billeder hver. Det udvider min samling af unikke temaer betragteligt, men jeg gør det jo langtfra kun på grund af ussel mammon. Det er jo selvfølgelig også fordi, det på et eller andet plan giver mening for mig at lave. Det er udfordrende på det kreative plan og det giver mig lejlighed til at overveje emner, skæbner og problemer, som har min interesse.
Jeg er udmærket klar over, at når jeg har temaserier i dag med titler som “Dead bodies”, “School shooting” og “Suicide”, så får nogle mennesker deres tynde kaffe galt i halsen. Da jeg laver mine billeder med børn og unge mennesker, så ryger morgenkrydderen samme vej, for det forøger naturligvis effekten betragteligt. Sådan er det. Hvis det var “Birds”, “Sunsets” og “Happy people”, så ville jeg næppe have ret mange kunder, for det er der godt nok mange andre der laver meget bedre end jeg kan. Og jeg ville have kedet mig halvt ihjel imens. Så jeg kan vælge at lave det som kunderne vil købe eller lave det som allerede findes i tusindvis.
Og det bringer mig jo frem til det paradoksale. For der er da helt sikkert også billeder, som folk sikkert gerne vil købe, som jeg bestemt ikke vil lave under nogen omstændigheder. Ganske enkelt fordi det er forkert.
God Kr. Himmelfartsferie!
Det var nogle vise ord.
Det gav i hvertfald mig, stof til eftertanke…