Dette (ikke helt korrekte) citat af Mark Twain beskriver meget godt mit syn på den forestilling, som mange fotografer i dag nærer for deres fag. Som medlem af blandt andet Stock Artists Alliance, Professional Photographers of America, Photoshelter m.fl. har jeg rig lejlighed til dagligt at følge med i debatter blandt andre kommercielle fotograferOg trenden er meget tydelig: En stor del af levebrødsfotograferne føler sig truet på livet og græder snot i stænger, og hvis de ikke allerede har lukket biksen, så forudser de, at det snart vil ske. Dansk Fotografisk Forening har sågar afholdt en workshop om emnet for nylig.
Jeg har et lidt anstrengt forhold til den slags dommedagsprofetier. Især når historien viser, at andre fag har været udsat for lignende udfordringer, men trods alt har overlevet og måske endda er kommet styrket ud af det.
Bekymringen hos fotograferne bunder blandt andet i den massive teknologiske udvikling, som har forårsaget, at selv 10-årige i dag kan rende rundt med tekniske vidundere af kameraer. Den bunder også i en forestilling om, at folk har sværere og sværere ved at skelne skidt fra kanel, og at de gladeligt tager til takke med middelmådige snapshots fra moster Erna, der har slået sig ned som hobbyfotograf i pensionisttilværelsen. Og endelig bunder det også i en forestilling om, at fotobureauer er den eneste kilde til at afsætte sine produkter, og når deres afregning til fotograferne falder til næsten ingenting, så er det ikke længere muligt at overleve.
Der er naturligvis en række faktuelle ting i ovenstående, der ikke kan benægtes. Ja, teknisk fremragende kameraer er nærmest blevet hvermands eje. Ja, der er rigtigt mange ”Moster Erna’er” der har slået sig ned som hobbyfotografer, og ja, der er i dag, som der altid har været, masser af mennesker der ikke umiddelbart kan se forskel på et godt og et skidt billede og som synes at de selv og Moster Erna er de bedste i verden til at tage billeder. Sådan er virkeligheden. Spis en tudekiks. Kom over det!
Da jeg i starten af halvfemserne (ja, det er 1990′erne jeg mener – ikke 1890′erne) fik min første Windows-computer og blækprinter var det også starten på en periode, hvor trykkeribranchen så sin eksistens truet på livet. Dengang fandtes der et væld af små trykkerier, som levede af at trykke brochurer for lokale erhvervsdrivende, lave visitkort i lange baner og hjælpe folk med at trykke festsange. Med fremkomsten af billige printere med formidabel trykkvalitet, Truetype-fonte, Word og CD’er med clipart kunne rigtigt meget nu produceres derhjemme ved skrivebordet. Den senere udvikling af farvelaserprintere med stor kapacitet, storformatprintere og et væld af papirprodukter gjorde kun konkurrencen endnu skarpere. Der var ganske rigtigt ikke længere brug for klassiske typografer og layout-opgaven kunne nu klares hos kunden selv. Indrømmet – der er lavet mange grimme brochurer og festsange siden da derhjemme på skrivepulten, men der er bestemt også lavet rigtigt mange flotte ting, da de mennesker der besidder evnerne, pludselig fik adgang til de nødvendige redskaber selv. De trykkerier der ikke kunne omstille sig til nye materialer og emner, som ikke kunne puttes ind i den lille printer derhjemme, afgik ved døden. Men vi kan nok godt blive enige om, at trykning på papir ikke ligefrem er forsvundet i mellemtiden. Trykkerierne måtte blot tilpasse sig markedet.
På omtrent samme tid blev mit eget hovederhverv, softwareudvikling, også spået en snarlig død. Fremkomsten af grafiske udviklingsværktøjer blev set som indvarslingen af, at virksomhederne snart selv kunne ”tegne” deres programmer ved simpelt træk-og-slip design. Det er hævet over enhver tvivl, at programmører der så Cobol og Dbase, som det eneste saliggørende, gik en hård tid i møde, men de grafiske udviklingsværktøjer har ikke ligefrem aflivet programmørfaget. Der er i dag flere programmører end nogensinde før, og de kan i dag beskæftige sig med det de faktisk er bedst til, frem for at skulle bruge en masse tid på et udvikle brugerflader og printerstyring fra scratch.
Det er ikke mange år siden, at bogbranchen også så sit liv truet. Udbredelsen af internet, hvor skrivelystne karle selv kunne udgive alt det de ville uden nævneværdige omkostninger, blev set som den store trussel. Udryddelsen af bogmonopolet blev af forlagene udråbt til at være den visse død for dansk litteratur, da der så ikke længere ville være økonomi i at trykke bøger til så lille et sprog og forfatterne mente, at nu var det endegyldigt slut med at leve af bibliotekspengene. Sandheden er, at det altid har været meget få forfattere, der kunne leve alene af de kommercielle indtægter fra bøgerne. Bevæger man sig ned i supermarkedet, hvor bøger nu er blevet en hyldevare på linie med mælk og havregryn, er det endog meget svært at få øje på, at dansk litteratur er truet på livet, og der fremkommer fortsat små forlag, der kaster sig over nicheområder og nye forfatterskaber. Det er tværtimod mit indtryk, at den voldsomme opblomstring af skrivetalenter gennem blogs og andre netbaserede medier både har skabt nye papirbaserede forfattere, og endda har udvidet bogbranchen med nye og tiltrængte genrer og stilarter. Og vi læser fysiske bøger, som aldrig før. Forlagene har da også udviklet sig, så både e-bøger og lydbøger er kommet på produktprogrammet, og at se bøger kombineret med DVD’er og andre multimedier, er da heller ikke længere usædvanligt. Jeg er ret sikker på, at både forlagsbranchen og forfatterforeningerne vil leve i bedste velgående også om 25 år.
Men lad os komme tilbage til fotograferne. Hvad er det egentlig der er sket siden de er så mismodige?
Kameraer er blevet hvermands eje. Alle render i dag rundt med mobiltelefoner, der for manges vedkommende kan måle sig med egentlige kompaktkameraer. Spejlreflekskameraerne har oplevet en renæssance, og man kan i dag for få tusinde kroner anskaffe sig glimrende kameraer af slagsen, og det er ikke usædvanligt, at en del af konfirmationspengene sættes i et entry-level Canon eller Nikon spejlreflekskamera. Den store interesse for fotografering kan til dels tilskrives de sociale medier, hvor Facebook tegner sig som en absolut topscorer. Med 100 millioner uploadede billeder hver dag (ja, du læste rigtigt) er Facebook blevet stedet, hvor vi udstiller vores liv. Uanset om man ser det som et sygdomstegn på at vi udvikler os i retning af selviscenesættelse og selvpromovering, så er det et klart tegn på, at vi gerne vil registrere og dokumentere vores dagligdag, de særlige begivenheder, vores rejser og dem vi holder af. Så mængden af billeder er eksploderet og naturligvis også mængden af crap, hvilket måske er årsagen til en forestilling om, at folk er mere ligeglade med udseendet af billeder end de tidligere har været. Det sidste tror jeg er forkert, men det er en nærliggende slutning, hvis ikke man tænker hele årsagskæden med.
Indtil for relativt få år siden var det en ret bekostelig affære at kaste sig over fotografi som hobby. Det var tilmed temmelig besværligt, da der var langt fra optagelse til fremkaldelse, og alene omkostningen ved film og papir lagde en dæmper på lysten til at eksperimentere vildt. Det må derfor antages, at mange fotografiske talenter aldrig nogensinde selv opdagede deres talent, alene fordi de ikke havde økonomisk adgang til det nødvendige udstyr. Ville man have det som sit levebrød, var den nødvendige investering i sig selv en stor barriere for at komme i gang. Kommercielle fotografer havde en de-facto beskyttelse af deres erhverv alene i kraft af, at det ville kræve en stor investering at udfordre dem. Derfor har kommercielle fotograf-håndværkere i mange år kunnet sidde trygt og godt i deres små forretninger, og udført fotograf-håndværket som de nu bedst havde lært. Man skal ikke se på ret mange billeder fra tiden før digitalkameraerne for at kunne konkludere, at der faktisk ikke skete den helt store udvikling i dette håndværk. Faktisk var den væsentligste forskel mellem portrætbilledet af min far som 12-årig og det tilsvarende af mig selv faktisk udskiftningen af matrostøjet med en velourbluse.
Der er heldigvis sket en masse i mellemtiden. Den voldsomme vækst i grafiske medier har forårsaget en kolossal udvikling og variation i de fotografiske udtryk. Ethvert magasin fra hylden i kiosken er en hel regnbue af forskellige stilarter gennem de mange helsidesannoncer, livsstilsbilleder og portrætbilleder ved artiklerne. Og det har også påvirket den enkelte kunde – du ved, ham der skal betale dig penge for de billeder du laver.
Lad os komme tilbage til talenterne – dem der var langt imellem tidligere, fordi de aldrig kom til at eje et kamera. Den nemme udgivelse på nettet har bragt et stort antal dygtige skribenter frem i lyset. Folk der aldrig tidligere ville have prøvet at sende noget til et forlag, som nu i kraft af deres hobbyskriverier skaber deres eget publikum og på den måde bliver ”opdaget”. For år tilbage havde jeg ofte lejlighed til at læse korrektur på mange stile og hovedopgaver, og jeg har mere end én gang fået en lille tåre i øjet, når jeg har set et ungt menneske, der havde et udsøgt talent for at skrive, som de ikke engang selv var blevet klar over endnu. Det samme sker når jeg med jævne mellemrum, ja velsagtens dagligt, har lejlighed til at bladre gennem billeder på forskellige sociale medier og fotosites. Her er det også tydeligt, at der mellem de 99 procent crap findes uopdagede talenter. Igen typisk unge mennesker, som ikke er bange for at lege og eksperimentere med kameraet, som prøver at efterligne stilarter de har set, eller måske allerede er i gang med at skabe deres egen. Talenter der sagtens kan få mig til at overveje, om jeg skulle finde en anden beskæftigelse, når de for alvor kommer til at folde sig ud. For mange af dem har nemlig en rigtigt god forståelse for fotomediet. De er opvokset med det i alle dets afskygninger og de er ikke bange for det. De tør godt bøje og strække det så meget det overhovedet kan bære, og de er ikke blevet spoleret af stramme konventioner for, hvordan ”det gode billede” skal se ud. Ja – af de 100 millioner daglige billeder på Facebook er der meget, som ikke er andet end blot digitale registreringer af et liv. Men det bringer talenter frem, som aldrig ellers ville have set dagens lys. Talenter som for nogles vedkommende vil udvikle sig til fotografer – altså fotografer, der ikke bare lærer et håndværk og skal tage billeder af skruenøgler og huse til salg resten af deres liv. Nej, fotografer som vil blive knaldhamrende dygtige kunstnere der brænder for det de laver. Også selvom de måske ikke skal leve af det.
Jeg oplever ofte, at både forældre, børn og unge mennesker faktisk godt ved, hvad de vil have, når de kommer til mig for at få lavet portrætbilleder. De er som nævnt ovenfor opvokset i dette sammensurium af fotografiske udtryk og de eksperimenterer selv med fotografering, apps til at lave efterbehandling og diverse sjove layouts til Facebook, og de klipper slideshows og film sammen. Det er faktisk undtagelsen, at de ikke ved hvad de vil have. Og nej, det er ikke matrostøjet og den kedelige, marmorerede baggrund der efterspørges. De vil have kunstneriske lowkeybilleder i lingerie, de vil have modebladenes highkey divabilleder, de vil have romantiske retro-billeder optaget ved solnedgang i modlys, de vil have et strejf af polaroidbilleder og de vil sågar have billeder med en stil der har sit udspring i det store lærred. Det ved de nemlig udmærket, at de ikke selv kan lave lige så godt. De har brug for én, der behersker de forskellige stilarter, og som ikke bliver tøsefornærmet, hvis det er nødvendigt at flytte på lamperne eller skrue en lensbaby på kameraet.
Så kære fotograf: Du kan stikke dit Rembrandt-lys og kraftige vignetter op, hvor solen aldrig skinner, med mindre hele din forretning er baseret på at lave LP-omslag af aldrende pianister. Giv i stedet folk det de vil have.
Og hold nu op med at tro, at dine negativer og RAW-filer skal behandles, som var de Guldhornene selv. Du kan ikke længere bilde folk ind, at dit papir er så meget bedre, at du kan tage 1500 spir for et print, når Billedbutikken kan klare det for en hund. Indrøm nu bare, at du får dem trykt det samme sted selv.
Og nej, kunderne gider heller ikke at betale dig et tilsvarende beløb for at du laminerer skidtet og sætter det i en guldramme. Giv nu folk de digitale billeder, og prøv at finde din sande menneskelige og faglige glæde ved, at folk faktisk er så glade for det du har lavet, at de gerne vil bruge det alt det de kan. Ligeså lidt som kunderne bryder sig om urimelig kopibeskyttelse på de DVD-film de har købt i dyre domme, lige så lidt bryder de sig om fotografer der tror, at deres billeder under ingen omstændigheder tåler kundernes sløsede og farveblinde omgang med dem. Accepter at dine billeder godt kan sendes til storformatprint på lærred, tåler opklæbning på glas og aluminium, kan smides på Facebook og Windows-baggrunden og sågar kan blive overført til en t-shirt med strygejern. Dit navn lider ikke uoprettelig skade af, at billeder nu og da printes ud på en printer, der ikke er kalibreret. Folk kan godt se forskel og de forstår forskellen.
At der i dag tages millioner af billeder, er ikke en trussel mod fotograferne. Den eneste trussel mod fotograferne er fotograferne selv. De fotografer, som sidder fast i fortiden og tror, at de kan drive forretning, som den altid er blevet drevet. Det er slut med at leve af, at tage produktbilleder. Det er altså ikke raketvidenskab, selvom din gamle mester sagde noget andet, og der findes masser af webshop-indehavere, der har udmærket øje for hvad der ser godt ud, og som med en lille smule instruktion godt kan finde ud af det selv. Brug dine kundskaber til at lære dine kunder, at blive bedre til det mest basale. Tjen penge på at sælge målrettede kurser. Vær ikke bange for at dele ud af din viden og brug dine kundskaber til at lave det, som kunderne ikke selv kan. Og pasfotos kan altså klares af en dresseret abe indeni en automat, ligesom de fleste skolefotos i øvrigt kan.
Folk vil gerne have fotografernes ydelser, så længe fotografen kan noget, som de ikke selv kan, men gerne vil have. Jeg kan se, hvordan mine egne billeder florerer på Facebook. Ikke fordi jeg har sat dem i en guldramme og bonnet kunderne 5.000 for dem, men fordi jeg har taget et godt billede der indeholder sjæl og historie og teknisk er ethvert kompaktkamera overlegent. Vil de give flere tusinde for det? Nej, under ingen omstændigheder, men de kræver altså heller ikke meget mere end selve fotograferingen, lidt systematisk behandling og upload i et webgalleri. Hvad med at komme ud af butikken, og blive lidt ligesom vinduespudseren der kommer forbi med otte ugers mellemrum? Kommer i hjemmet og tager nogle lækre billeder derhjemme i stuen, på værelset og i haven, når blomsterne er sprunget ud. Folk elsker billeder af deres børn, og de vil rigtigt gerne have taget nogle professionelle og vedkommende billeder af dem gennem hele deres opvækst. Men med priser på mange tusinde bliver det altså kun til barnedåben og konfirmationen, og en enkelt gang til jul, at fotografen bliver indbudt. Måske du skulle sænke dine priser, og få lov til at lave meget mere af det du reelt er god til. Lav pakkeløsninger, lav slideshows, lav film, find nye og anderledes indramninger, sælg DVD’er og digitale rammer, lav vægkunst, skæve billeder og dokumentér familielivets højdepunkter, som kun en talentfuld fotograf kan: På et væld af forskellige måder.
Endelig er der de fotografer der, som jeg nævnte indledningsvis, tror, at fotobureauerne er ved at tage livet af stockfotograferne. Vissevasse! Det er klart, at fotobureauerne bliver konsolideret, og ophober enorme mængder af billeder og presser priserne i bund for at tiltrække kunder fra konkurrenterne. Det er også helt klart, at der er en øvre grænse for, hvor mange billeder af glade familier på en strand der er brug for, og hvor mange variationer der kan laves af forretningsfolk der trykker hinanden i hænderne. Men præcis som de store forlag, så er de store fotobureauer generalister. De har den vare, som flest muligt vil have til den lavest mulige pris. De har ikke tid og plads til afstikkerne. Der vil fortsat være behov for en stor underskov af nichebureauer, på samme måde som der findes nicheforlag og nichemagasiner. Find det du brænder for, find din niche og bliv sindssygt dygtig til den. Uanset om det er billeder af mad, mikroorganismer, fysikforsøg, lyserøde kaniner eller dagligdagen på det nordligste punkt af Island. Tænk ud af boksen og overvej, om dine billeder måske kan få en genfødsel som andet end blot digitalt leverede stockfotos.
Rygtet om min død er stærkt overdrevet. Der findes også levebrødsfotografer om 25 år. Og jeg garanterer for, at de er dygtige!
Glimrende artikel – jeg er ganske enig.