Jeg er begyndt at producere en del video. Til videoer er der næppe noget lækrere at se på end den glidende bevægelse forbi et motiv, som kun en dolly kan skabe. Det er derfor i mine øjne min væsentligste nyanskaffelse af produktionsudstyr, som jeg desværre først har haft tid til at lege ordentligt med her i juleferien.
Jeg så på mange forskellige dollyer, både med og uden skinner, men det er helt sikkert at den ægte dollyeffekt kun kan skabes med en skinnedolly. Mit valg faldt på Hauge Tripod Tracking Dolly fra Hauge Engineering i England. Leveringen skete prompte to dage efter bestilling og jeg var lidt spændt på om det var noget skrammel jeg var blevet prakket på – lidt jyde-skeptisk er man vel altid 
Kvaliteten er dog overraskende god. Selve dollyen er lavet af jern med en god egenvægt, og de tre dele samles nemt med fingerskruer. Dollyen er udstyret med 8 kraftige nylonhjul der er vinklede til at kunne få et godt greb om skinnerne. De to sider med hjul kan “vride” indbyrdes, så dollyen selv udligner eventuelle niveauforskelle mellem de to skinner uden at den hopper af. Skinnerne består af kraftige PVC-rør der nemt sættes solidt sammen med små samle-stykker der skubbes ind i rørene. Der medfølger 8 rør på 1,5 meter til et samlet skinnesæt på 6 meter. Der kan bestilles yderligere rør, hvis man ønsker større længde, men 6 meter dækker langt de fleste behov.
Der medfølger ikke stativ til dollyen (naturligvis), men dollyen er forsynet med huller der passer til fødderne på alle gængse stativer. På billedet herover er dollyen vist med mit Manfrotto 055XPROB monteret. I siden af dollyen er der små huller, der passer til de hersens kraftige elastikker med kroge i enderne – der følger endda 3 styks med i pakken. Dette kan bruges til at fastgøre stativet til dollyen, men med et tungt stativ som Manfrottoen er det ikke rigtigt nødvendigt.
PVC-rørene der bruges som skinner har en meget passende stivhed. De udligner alle ujævnheder i underlaget, men sørger alligevel for at følge terrænet, så der ikke er noget der dingler undervejs. Rørene har ikke indbyrdes afstandsstykker, da dollyhjulenes udformning gør, at rørene nemt retter ind til den rette indbyrdes afstand efterhånden som dollyen kører henover dem.
Den eneste ulempe jeg har kunnet finde (og som må siges at være af den positive slags) er, at dollyen kører MEGET let. Det mindste prik med en finger får dollyen til at køre hele vejen langs skinnerne. Det betyder også, at det kræver at fotografen bevæger sig meget jævnt, da variationer i bevægelsen nemt påvirker dollyens kørsel. For at opveje dette problem placerer jeg en plastikkasse ovenpå dollyen (imellem stativets ben) som indeholder 15 kg dødvægt i form af skiverne fra håndvægte (dem bruger jeg alligevel ikke…). Det giver opstillingen betydeligt mere masse og en langt mere jævn bevægelse.
I klippet herunder kan ses en række testskud foretaget med dollyen – både de føromtalte “forbi-kørsler” og optagelser hvor jeg bevæger mig hen mod motivet og væk fra. Der er ikke gjort noget særligt ud af optagelserne, så hverken lyssætning eller fokusering giver mig en Oscar Det skulle dog gerne kunne illustrere at dette lille redskab ikke er helt uden evner.
