Garderoben
Så blev det igen tid for at forny modelgarderoben. Denne gang var det i mærkevareafdelingen med lidt nyt og farvestrålende fra Jack’s, Lindbergh og Shine. Ikke det allerdyreste, men det kan nu alligevel godt trække en luns ud af årets tøjbudget :-/
Modelgarderoben er en vigtig (og måske ofte overset) del af det at tage billeder. Indenfor fashion og den traditionelle modelindustri siger det naturligvis sig selv, at garderoben er tæt ved lige så vigtig som modellen og fotografen. I andre fotografiske discipliner, som fx stock fotos, er den dog bestemt også væsentlig. og selv ved portrætfotografering drager jeg nytte af den store garderobe og rekvisitsamlingen, når jeg laver de lidt mere utraditionelle portrætfotos. Her kan en kåbe, stråhat eller løstsiddende skjorte være lige det der skal til, for at give et iøjnefaldende og fortællende portræt.
Min egen påklædning giver ikke ligefrem indtryk af at være en modekonge. Og med rette – det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke ved hvad der ser godt ud på andre. Det er da heller ikke nødvendigt at være guds gave til haute couture for at være fotograf. Det er dog bestemt heller ikke nogen skade til, at man har lidt sans for hvilke farver der ser godt ud sammen, hvilket tøj der er smart og om det sidder rigtigt. Selvom jeg ikke bestemmer hvad folk har på, når der skal tages portrætter, så er det dog vigtigt at jeg ved, hvilke baggrunde, møbler og rekvisitter det passer sammen med. Og hvis tøjet er helt håbløst til indbydende fotografering, så er jeg nu heller ikke bange for at tilbyde et par alternativer.
Til stock fotos er tøjet altafgørende. Af flere årsager.
Det tjener for det første et formål med at give kontrast – at få modellen til at fremstå klart og tydeligt fra baggrunden. Valg af farverigt tøj er naturligvis også med til at gøre billedet farvestrålende.
Tøjet fortæller også en historie. Især for stock fotos er det væsentligt, at billedet nærmest er et ikon. Selv i lille udgave skal man tydeligt kunne se ved første øjekast, hvad modellen skal forestille at være, så beskueren ikke er i tvivl om, at dette er en forretningskvinde, en skoledreng eller en entrepenør. Selvom et headset, en skoletaske og en byggehjelm er de væsentligste dele her, så er tøjet med til at underbygge billedets troværdighed. Forretningskvindens headset er ikke nok, hvis hun er iført en hættetrøje,
Lige netop tøjet og håret er det der er med til at tidsfastsætte et billede. Ud fra tøjet og håret kan man for det meste sige med en præcision på i hvert fald 5 år, hvornår billedet er fra – eller hvornår det skal forestille at være fra. Dette kan man sige også er en ulempe, for det er naturligvis også den faktor der gør, at billederne har en begrænset levetid, men det er nu engang sådan verden er. At forsøge at omgå denne realitet ved at iklæde modellerne tidløst tøj sænker blot billedernes tiltrækningskraft, ikoneffekt og salgbarhed.
Sidst, men så absolut ikke mindst, skal også nævnes den psykologiske effekt, som smart tøj fra modebutikken har på modeller. At få modellen til at hoppe i de seneste sæt tøj, der lige er taget ned fra tøjstativet i modebiksen, kan få dem til at føle sig som en million. Specielt for nye og usikre modeller har det en markant virkning, som smitter af på hele deres udstråling. Og dermed også på de resulterende billeder.
Tøj indeholder selvfølgelig mange andre aspekter. Tøj og dets farver er i høj grad med til at underbygge billedets stemning og modellens følelser, men det er naturligvis langt mere subjektive størrelser end de ovenfor nævnte.
Stock fotografens garderobe skal selvfølgelig indeholde meget mere end blot tøj fra modebutikken. Jeg køber også tøj i supermarkedet, via nettet og i genbrugsbutikken og jeg modtager også gerne aflagt tøj af forskellig art. Genbrugsbutikker kan være rene guldgruber til at finde de mest utrolige beklædningsgenstande, som måske mere kan siges at være ovre i afdelingen for udklædningstøj. Jeg køber sågar også tøj engros, når jeg fx skal have en stor bunke ensfarvede t-shirts til når der skal svines med maling, makeup og mad
Udvalget giver nogle udfordringer, når man som jeg fotograferer børn og unge i alle aldre. Jeg skal dække tøjstørrelser fra størrelse 128 til voksen-medium, og da det omfatter alt fra sokker, sommershorts og bh’er, til jakkesæt, hættetrøjer og gallakjoler, så siger det sig selv, at det ikke er nogen helt ubetydelig udgiftspost. Hertil kommer jo så i øvrigt alt tilbehøret som sko, bælter, kasketter, hatte, tørklæder, butterfly, kæder, armbånd og fingerringe. Og en masse andet. At holde orden i garderoben, så tøjet er til at finde når der er brug for det, er faktisk lidt af et arbejde. Jeg har så meget, at det hele ikke kan hænge på stativer i garderobelokalet, men er sorteret ud i store opbevaringskasser, så det er nemt at lokalisere, når behovet er der. Det er nemlig lige så vigtigt som ved rekvisitsamlingen, at tingene er til at finde, når man går og forbereder den næste fotosession. For slet ikke at tale om, at det også skal være nemt at finde, når man under en fotosession lige pludselig får en god ide eller har tid til overs til at improvisere.






